At lave et sammenhængende og dog varieret soloalbum er en krævende opgave. Men Hancock har virkelig formået at løfte den.
Herbie Hancock er en af vor tids største jazz-pianister. Det har han været i nogle år. Og netop i dét lys er det interessant at høre ham, som han lød for godt et kvart århundrede siden. The Piano er således Herbie Hancocks første soloalbum – nu genudgivet. Albummet er indspillet i Japan i 1978 og samme år udgivet som limited editon i Japan – og kun Japan. Dét til trods for, at det må kaldes et nøglealbum i Hancocks karriere. Jeg mener … hans første soloalbum! Indspillet i en periode, hvor Keith Jarrett med sine soloalbum slog benene væk under folk verden over. Det er derfor godt, at The Piano nu også kommer os andre til gode – rigtig godt. The Piano består af to dele: En del med standards som My Funny Valentine og On Green Dolphin Street, som sender tankerne tilbage til Herbie Hancocks tilendebragte samarbejde med Miles Davis, og en del med egne kompositioner som Sonrisa og Blue Otani, som signalerer slægtskab med Keith Jarrett – der som bekendt overtog Hancocks plads hos Miles Davis. At lave et sammenhængende og dog varieret soloalbum er en krævende opgave. Men Hancock har virkelig formået at løfte den.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.