Det er kontinuiteten og Khaleds stadig lækre stemme, samt den herligt modne omgang med stoffet, der gør, at albummet er et af de bedste fra Khaled i årevis.

Den længe ventede nye skive fra manden med honningstemmen, kongen af raï-musikken, Khaled. Og faktisk hans bedste plade, siden han hittede med Sahra i 1996, hvorpå man kunne finde uopslidelige Aïcha, som Outlandish jo har lavet en hæderlig fortolkning af.
Kompositorisk er den gamle rebel fra Oran i Algeriet for længst gået i stå, men han formår på dette album at finde en rød tråd i sangene, med nogle begavede arrangementer, der stille og roligt sætter sig i sindet. Der er ikke de store internationale hits, men til gengæld er der en moden homogenitet over pladen, som egentlig klæder den gamle løve.
Man bliver let ret vild med den sofistikerede måde, de arabiske lag lægges i åbneren Mani Hani eller den gamle producerven, amerikanske Don Was, der løfter et traditionelt darbouka/bendir-groove ind i et funky elektrisk tog på titelsangen. Men – som nævnt – er det kontinuiteten og Khaleds stadig lækre stemme, samt den herligt modne omgang med stoffet, der gør, at albummet er et af de bedste fra Khaled i årevis.