På resten af albummet sidder den hvide makeup, de store sko og den røde næse på plads. Her lader Eminem sig degradere til en banalt ironisk rappende klovn.

Er Eminem verdens bedste rapper, eller bare verdens bedst promoverede rapper? Er han fyldt til randen med indre dæmoner, eller bare vel iscenesat?
Mens du tænker lidt over det, så var singlen Just Lose It ikke den bedste måde at starte på, mage til ligegyldighed skal man lede længe efter. Dog vokser den lidt på én, ikke produktionen, men teksten, der jo egentlig er sjov nok. Og det er så hermed kodeordet for Encore. Mange, inklusive pladeselskabet, vil gerne opbygge albummet som stærkt politisk … politisk, c’mon! Halvandet vers, i et i øvrigt selvpromoverende nummer, gør det ikke til et politisk ladet album, lad os nu kravle ned fra hr. Mathers' dynamitstang og være realister. Jeg vil hellere kalde albummet kalkuleret, med ringe fremdrift. Emnerne er stort set velkendte og mindre underholdende (svaret på racist-beskyldningen fra The Source-bladet er dog ny). Eminem har stadig store problemer med forholdet til sine to mødre. Det resulterer i nogle kraftige selvmodsigelser (Evil Deeds vs. Never Enough og Puke vs. Crazy In Love), men det er jo kun menneskeligt. Menneskeligt er også forholdet til datteren, og netop familierelationerne giver albummets smukkeste øjeblikke med Mockingbird og Crazy In Love, hvor masken endeligt falder. På resten af albummet sidder den hvide makeup, de store sko og den røde næse på plads. Her lader Eminem sig degradere til en banalt ironisk rappende klovn. Em er momentvis sjov, især med Ass Like That, der går ud til R. Kelly, Michael Jackson og Pee Wee Herman. Men generelt er det ikke inspirerende, og det samme kan siges om produktionen, der bedst kan beskrives som monoton. Encore er ikke ude i frit fald, Em har stadig sit rimtalent, og Dr. Dre i ryggen, der altid er garant for en vis kvalitet