Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Lørdag d. 27-11-2004 kl. 19:55

Fennesz
Bush Hall, London,
onsdag d. 24. november 2004

Anmeldt af Jakob Rosenbak
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Én ting er den glimrende musik, som Fennesz producerer, men et om end lige så spændende aspekt af hans liveshow er, at man som publikum får lov til at opleve, hvorledes han arbejder.

Christian Fennesz har en baggrund som guitarist i rock-sammenhæng, men har gennem det sidste årti genopfundet sig selv som elektronisk musiker med guitaren som grundmateriale. Det er der blevet nogle fremragende plader ud af – ikke mindst den Beach Boys-hyldende Endless Summer fra 2001 samt den nyligt udgivne Venice.

Østrigeren giver i aften en af sine sjældne koncerter i det engelske og efter et glimrende sæt fra landsmændene i Radian træder han op på scenen, putter den elektriske guitar om halsen og begynder at spille melankolsk ringende, alene-stående akkorder, som nemt ville kunne soundtracke en krimifilm – du ved dér, hvor politimanden kører alene rundt på en øde landevej midt om natten med hovedet fuldt af spor om, hvem der er morderen.

Fra disse akkorder vokser og udviskes lydbilledet ved hjælp af en powerbook og en mikser. Fennesz vrider ved hjælp af elektronikken guitarlydene ud af form og spalter dem til abstrakte tåger. Der sker ikke så meget på scenen – faktisk er de par gange østrigeren koncentreret spiller på sin guitar så underholdende, som det bliver. Det gør dog ikke noget. For selvom Fennesz godt nok passer på stereotypen af elektroniske musikere uden en egentlig sceneoptræden, der for alvor kan fange publikums opmærksomhed, så klarer hans musik dét helt alene for ham.

De forarbejdede, sagte bølgende og ambiente guitar-klange, der flyder ud af højtalerne, er nemlig det rene ecstasy. Hverdagen forsvinder i Fennesz’ digitalt flimrende musikalske tågedis, og man kan ikke undgå af svaje med og falde hen under sættet. Man bliver ganske enkelt suget ind det drømmende lydhav, der hele tiden tager nye drejninger, afslører nye teksturer og er behageligt som et varmt karbad.

Det synes da heller ikke kun at være undertegnede, der er begejstret for Fennesz’ præstation på denne aften. Den udsolgte Bush Hall kræver nemlig den ydmyg og talentfulde østriger tilbage på scenen hele to gange for at give ekstranumre, og han ender med at spille i over en time.

Én ting er den glimrende musik, som Fennesz producerer, men et om end lige så spændende aspekt af hans liveshow er, at man som publikum får lov til at opleve, hvorledes han arbejder sig fra konkrete, ordinære guitarakkorder til det abstrakte, andenverdenslige udtryk, der ofte præger hans udgivelser.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.