I bund og grund er Ludacris ”bare” en mand, der godt kan lide sig at more sig, og det er sgu noget af et trip at høre på.

”Brush my shoulder and I pop my collar’ / caus I’m worth a million – gazillion – fafillion dollars” eller hvad med ”And for now I'm ’bout to carry Def Jam on my back” ... To okay cocky linjer fra en rapper, der nu officielt er mere end morsom. Luda er ham, der er i fuld fart mod toppen af raphimlen, også lyrisk! Han er stadig ikke den, der prøver at redde verden, men det er okay, for det er ikke hans job. Det betyder dog ikke, at han på The Red Light District ikke bliver lidt mere personlig, som på Hopeless og Child Of The Night. Og så begynder han for alvor at blive én, man skal regne med. Det kombineret med, at han (sammen med Missy) er den eneste, der for alvor kan ride et Timbaland-beat helt ude af kontrol, viser store hans tekniske skills. Men i bund og grund er Ludacris ”bare” en mand, der godt kan lide sig at more sig, og det er sgu noget af et trip at høre på. Om det så er familien, der vil låne penge, Large Amounts, eller Luda, der kicker game Pimpin’ All Over The World, så er jeg nede. ”Get back muthafucka, U don’t know me like that!”