Har sine fine øjeblikke, men der er altså tale om en anakronisme, hvilket popprofessoren Henrik Marstal burde have indset på forhånd.

ibens var en af 90’ernes bedste popgimmicks. Med humor og en solid portion hverdagsironi relancerede ibens det dansk sprogs mange muligheder og blev nærmest forløber for bølgen af danskesprogede udgivelser, som vi stadig nyder godt af. Med sangene Ølstykke I November og Jeg Savner Min Blå Cykel startede et sandt popeventyr for Carsten Lykke, Henrik Marstal og Kristian Obling Høeg. Men på den helt rigtige rock’n’roll-måde røg Carsten Lykke og Henrik Marstal i totterne på hinanden, og bandets opfølger blev uden sidsnævnte, der var mere end almindeligt sur på den blegnæppede sanger Carsten Lykke.
Nu er alle stridigheder lagt bi, og ibens fortsætter, hvor de slap. Det vil sige, at Carsten Lykke stadig ikke kan synge, men lyder kikset på den sjove måde, og melodierne har en bedårende naivitet. På det musikalske plan er ibens vokset betydeligt, hvis man optæller fremskridtene i musikalsk variation og formgivelse, men rigtig ophidsende bliver det aldrig. Faktisk tenderer Ufornuft undervejs det langtrukne, men det skyldes også, at ibens her otte år efter deres første udgivelse synger om det samme på den selvsamme måde. Gentagelsen er derfor til at tage og føle på, når Carsten Lykke pipper om skadesramte sexliv eller leger med provinsens unævnelige fristelser. Det er til gengæld befriende at lytte til den sfæriske popsang Nangijala, der lyder helt ærlig og helliger sig bandets kompositoriske kvaliteter.
Ufornuft har sine fine øjeblikke, men der er altså tale om en anakronisme, hvilket popprofessoren Henrik Marstal burde have indset på forhånd.