Sange om død og ødelæggelse har sjældent lydt så godt

Debutpladen fra The Arcade Fire er indspillet i en periode efter tre familiemedlemmers dødsfald (deraf titlen) med tekster om død, kulde og ensomhed. Men da teksterne trods de mørke temaer emmer af håb, og musikken pladen igennem er både energisk og livsbekræftigende, er pladen langtfra en trist omgang.
Bandets brug af strygere og xylofoner giver dem en lyd, der kan minde om Bright Eyes møder Talking Heads. Men Win Butlers ivrige, nærmest desperate vokal blandet med Régine Chassagnes mere skrøbelige stemme giver dem et unikt udtryk, der virker særdeles medrivende, specielt når musikken intensiveres.
Pladen har en alsidig lyd, ikke mindst fordi Chassagnes synger et par sange solo. Men også fordi de musikalsk spænder ganske bredt. Én sang minder om Franz Ferdinand, en anden om Polyphonic Spree og bedst, som man tror, man har regnet dem ud, kommer det musikalske højdepunkt Rebellion (Lies) som næstsidste nummer. Sangen drives frem af en insisterende stortromme, en pumpende bas og en enkelt tone fra et klaver, der konstant gentages sangen igennem, mens lag på lag tilføjes. Teksten handler om at gøre oprør mod døden (”Sleeping is giving in / So lift those heavy eyelids”), og derfor bliver denne hyldest til livet en fantastisk afslutning på pladen, der dog reelt slutter med sangen In The Backseat – en sang om indre ro.
Funeral blev udråbt til at være en af 2004's bedste plader i mange amerikanske blade, og det er ikke så mærkeligt. De mange musikalske referencer til trods har bandet et unikt udtryk, og sammen med Broken Social Scene og The Decemberists er de blandt Canadas bedste bands lige nu.