Det er ikke noget dybt album, og det er alt andet end enestående. Men Feeder mestrer alle aspekter af deres storladne lyd

Feeders lyd har altid været et kompromis mellem britisk melodiøsitet og amerikansk slagkraft. Debuten fra 1997 var lige dele britpop og grunge, og den nye Pushing The Senses er lige dele klynkerock og emo core. Eller Keane og Jimmy Eat World, hvis der skal navne på. Den britiske trio er altså ikke blevet mere opfindsomme med årene, men til gengæld er de blevet bedre sangskrivere. Åbneren Feeling A Moment lægger ud med falset-kor og monumentale guitarer, og så er tonen slået fast: Brusende bombastisk er det, når ikke lige klaveret køres frem og Feeder forsøger sig med lidt sårbarhed. Det slipper de også godt fra, især på den kuldslåede Pain On Pain – selvom undertegnede stadig foretrækker dem i fuldt firspring på vej mod det næste uimodståelige omkvæd. Nogle vil sikkert mene, at Pushing The Senses er for letkøbt. Det er ikke noget dybt album, og det er alt andet end enestående. Men Feeder mestrer alle aspekter af deres storladne lyd, og det kommer der flotte og medrivende numre ud af.