Anmeldelse / Live / Lørdag d. 12-02-2005 kl. 13:30

Doí
Lades Kælder,
fredag d. 11. februar 2005

Anmeldt af Rune Geertsen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Trods omstændighederne lykkedes det Doi at bevise, at de er blandt de mest talentfulde bands herhjemme lige nu.

Det gamle blues og bajer-spillested Lades Kælder i København var måske det mest uoplagte sted i Danmark for Doi, Månedens Demo i denne måned. Deres tyste, fintfølende krydsning af shoegazing og postrock, hvor de ofte ekstremt langsomme numre starter med fjerne lydflader frembragt af violinbuer på guitar og bas tilsat store mængder rumklang, gå meget dårligt i spænd med halvdelen af det proppede spillesteds gæster, der var kommet for at skåle og råbe til hinanden og ikke for at opleve Doi. Det forstyrrede og fik allerede under første nummer en fyr til at vende sig om mod de larmende og råbe “Hold kæft eller gå på værtshus!” – uden de store konsekvenser, dog.

Trods omstændighederne lykkedes det Doi at bevise, at de er blandt de mest talentfulde bands herhjemme lige nu. Numrene er smukke og gennembearbejde, og det lyser ud af dem, at de tager musikken og sig selv som band dybt seriøst. De har selvtillid nok til, trods deres unge alder, at have en ældre trompetist med på scenen til at lægge et lag mere på de ambiente kompositioner, lissom deres demo-cd både har strygere og kor med.

Men Doi er også et band, der sætter gang i et lille anmelder-spil, der går ud på at namedroppe de bands, de lyder som. Simpelthen fordi de endnu ikke har fundet deres egen stil endnu. Doi lyder skiftevis og på samme tid som Sigur Rós, Mogwai, Bark Psychosis, Radiohead og The Verves første plade, og forsanger Martins fraseringer genlyder af Jeff Buckley (faktisk et fantastisk sangtalent, der dog stadig mangler at få helt styr på de svære fraseringer). Det gør selvfølgelig ikke noget at lyde som andre, men når det bliver for meget, tager det fokus væk fra bandet selv.

At opleve et ungt band som Doi, med de potentialer, giver denne anmelder lyst til at give et godt råd med, for der er ting, der skal rettes til, inden det bliver rigtig godt:
Teksterne. Beklager, men for undertegnede ødelagde det en del af oplevelsen at lytte til banale efterskole-digte om ulykkelig kærlighed, selvom de blev sunget med nok så meget patos. Der manglede simpelthen dybde og raffinement, de lod ikke Saybia meget tilbage i forhold til hjerte-smerte rim, og det er altså ikke nogen kompliment.

Når det så er sagt, så er det at se Doi på nuværende tidspunkt på mange måder som at se Mew, da de kom frem. De startede også med udgangspunkt i shoegazerlyden og var fra starten dybt ambitiøse. Det, til gengæld, er en kompliment.
For når Doi vrister sig fri af deres idoler, og genrer finder deres egen lyd, når de finder en løsning på tekstproblemet, så kan de nå rigitg langt.