Anmeldelse

Skotske Biffy Clyros album-debut Blackened Sky var en lige lovlig regelret gang Weezer-core. Opfølgeren, The Vertigo Of Bliss, faldt i den modsatte grøft: Her tabte trioen tråden i ren og skær iver efter at udvide deres lyd i alle tænkelige retninger. Med Infinity Land har skotterne fundet den gyldne mellemvej mellem de to album, og så begynder det for alvor at ligne noget. Udgangspunktet er stadig en udtryksfuld emo-core, men Biffy Clyro låner begavet fra både techno, punk-funk og benhård hardcore – og de er langt dygtigere til at holde sammen på de spraglede toner nu. Infinity Land er poleret uden at være tandløs, og den er stringent uden at være formel-bundet. Inciterende omkvæd og finurlige svinkeærinder afløser hinanden med præcist timede intervaller, og udtrykket er altid glødende intenst. Infinity Land kræver et par gennemlytninger for at falde på plads, men så kan den også anbefales helhjertet til hårde rock-hunde.