Anmeldelse / Live / Mandag d. 07-03-2005 kl. 15:44

Steffen Brandt & Tina Dickow
Rytmeposten, Odense,
søndag d. 6. marts 2005

Anmeldt af Henriette Kirkegaard

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

I en over to timer lang koncert leverede de to generationer dvælende duetter og uhøjtidelig underholdning, der lunede om hjertet hos selv den mest forfrosne.

Billede: Anja Foelev

Brændende nærvær fra Brandt og Dickow

I en over to timer lang koncert leverede de to generationer dvælende duetter og uhøjtidelig underholdning, der lunede om hjertet hos selv den mest forfrosne.

Steffen Brandt kom ind på scenen alene. Som vi kender ham: iført sort, med guitar i hånden og et udspekuleret blik. Han nåede kun lige at fremføre sin første sætning, før en latter bredte sig rundt om de fyldte cafeborde på Rytmeposten.

Koncerten var annonceret som en akustisk stillekoncert. Og de to sangskrivere advarede om, at aftenen kunne blive både underholdende og bevægende. Og det blev den uden tvivl, selv om de bevægende øjeblikke ikke fik lov til at stå ret længe, uden at blive afbrudt af Brandts humoristiske bemærkninger. Med sin sarkastiske underspillede humor havde han fra første færd fynboerne i sin hule hånd. Som en anden Niels Hausgaard kom han med knivskarpe iagttagelser fra hverdagen i det danske land.

Efter på egen hånd at have erobret publikum med sin jyske humor og numrene ”Kærligheden Overvinder Alt” og ”Verden Fra Forstanden”, kaldte han Tina Dickow ind på scenen. Og hvad Brandt ikke selv kan mønstre af sødme og betagelse kan hun, dejlige Dickow. Selv om hun hele aftenen stod i skyggen af ham, var hun bestemt ikke undværlig. Med sit lyse nordiske teint og tvetydige smil blødgør hun ethvert mandfolk. Og da hun i aftes lukkede op for sin kraftige, smukke stemme lod også kvinderne sig rive med.

Repertoiret var en blanding af Brandts og Dickows egne numre, samt enkelte covernumre. Højdepunkter var der mange af, men særligt blev de gamle TV2-numre taget kærligt imod. Også fortolkningen af Leonard Cohens "Halleluja", som de to optrådte sammen med til koncerten og på pladen "På Danske Læber", gik ind under huden. Oplægget til numret kom naturligvis fra Brandt:

”For nogle år siden, skrev jeg en sms til Leonard C. Jeg spurgte ham: Hvor ensomt bliver det egentlig? … Han har ikke svaret endnu”.
Blot et eksempel på en indforstået Brandt-bemærkning, der fik odenseanerne til at klukke i mørket.

Singer-songwriter-parret akkompagnerede hinanden med varme blikke og drillende kommentarer. Brandt udgjorde med sine altid rammende lyriske tekster og publikum-venlige omkvæd songwriter-delen, hvorimod Dickow med sin suveræne stemme og sine sublime evner med en guitar tog sig af den tekniske del. Tilsammen vil man tro, at deres talenter går op i en højere enhed. Og det gør de for så vidt også på deres egen charmerende, lidt kejtede facon. Brandts reciterende sang passer ikke ubetinget godt til Dickows melodiøse kvidren, og det kunne til tider lyde en anelse falsk, når de to sang samtidig. Derudover koksede det et par gange med timingen, bl.a. i Sinatras ”Something Stupid”, men det blev hurtigt fejet væk med latter både fra salen og dem selv. Disse smuttere gjorde dem blot endnu mere menneskelige og fik koncerten til at virke upoleret og autentisk. Og hvad gør desuden et par fejlslag, når de har formået at tø ens vinterkolde sjæl op med deres glødende nærvær.