Human After All tyder på kreativt lavvande hos duoen, der engang revolutionerede housemusikken, men nu har sat sine egne virkemidler i selvsving.

Titlen på Daft Punks tredje album må hentyde til, at det er menneskeligt at fejle. Den franske duo er i hvert fald godt i gang med at sætte deres status som suveræne dansegulvspionerer over styr.
Efter den banebrydende Homework fra 1997 og den mangefacetterede Discovery fra 2001 er Daft Punk ingen af delene på Human After All. Thomas Bangalter og Guy-Manuel De Homem Christo fattes simpelthen idéer på deres nye udspil, hvor robotagtige vocoder-stemmer og trættende electro-forvrængninger forvilder sig rundt mellem hinanden. Det uoplagte materiale møver sig frem uden forskydninger og variation, og banale sloganlignende pointer som Television Rules The Nation og The Prime Time Of Your Life bidrager på ingen måde til at løfte foretagendet. Technologic vil sidde fint i Felix Da Housecats dj-sæt med sine filtrerede stemmeloops og dynamiske electrogrooves, og lukkeren Emotion er en sært indtagende drømmesekvens på et flyvende tæppe af tæt sammenvævede synth-lyde. Men ellers er der ikke meget at komme efter i den franske maskinpark, eksemplificeret ved den glamrockende single Robot Rock, som begynder yderst medrivende, men efter det første minut ganske enkelt holder op med at udvikle sig.
Human After All tyder på kreativt lavvande hos duoen, der engang revolutionerede housemusikken, men nu har sat sine egne virkemidler i selvsving. Festen er tilsyneladende forbi. Desværre.