Anmeldelse

2002's selvbetitlede A Hawk And A Hacksaw-debut var en enestående plade, som enmandsorkestret Jeremy Barnes blandt andet byggede på klassisk europæisk folkemusik. Pladen emmede langt væk af tradition, men havde også en underlig fornemmelse af nutid over sig. Det samme er tilfældet her på opfølgeren, hvor Barnes har valgt at involvere et hold musikere udefra – inklusive sin egen mor, der spiller harpe. Darkness At Noon er en naturlig fortsættelse af debuten, og over de 11 numre kan man blandt andet spore inspiration fra traditionel øst- og syd-europæisk, amerikansk og mellemøstlig folkemusik. Harmonika, piano, violin og messingblæsere er fremtrædende i lydbilledet, og de melodiske temaer er stærkere end på forgængeren. Barnes arbejder stadig efter en helt unik kunstnerisk vision, og leder man efter et stemningsfuldt og ambitiøst album, der med stor interesse udforsker diverse folkemusik-traditioner, er Darkness At Noon nok ikke blot det bedste af slagsen, der udkommer i år, men med stor sandsynlighed også det eneste.