Anmeldelse
Hvor metallen i Danmark nærmest er et provinsielt fænomen, står det anderledes til med hardcoren. Især når det drejer sig om den onde, tunge og dystre del af genren. Her er det i hovedstaden, det sner. Det er The Psyke Project et godt eksempel på. Hvis man tæller bandets selvfinansierede udgivelse Samara fra 2003 med, er dette deres andet album. Når jeg hører Daikini er det navne som Will Haven og Neurosis, i en mere brutal udgave, jeg kommer til at tænke på. Musikken er tung, afsindig mørk og slæbende. Sanger Martin Nielskov har en vokal, der ligger tættere på et dødsmetalgrowl end på et hardcore brøl. For at skære det hele ud i pap: The Psyke Project er ikke for sarte sjæle. Det her er brutalt og udfordrende i syvende potens. I små doser virker Daikini overbevisende. Men med en spillelængde på 72 minutter er det, som om bandet har gabt over for meget. Da hverken hooks eller variation det, der er mest af på albummet, ender man som lytter med at være helt ør i hovedet ved pladens slutning. Og måske er det meningen.










Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.