Anmeldelse / Live / Torsdag d. 05-05-2005 kl. 05:06

Tobias Trier
Øst For Paradis, Århus,
onsdag d. 4. maj 2005

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Trier og trio lod humor, musikalitet og overskud gå op i en højere enhed

Hvilken befrielse
Tobias Trier og trio lod humor, musikalitet og overskud gå op i en højere enhed

Billede: Toke Hage

Den århusianske arrangørgruppe Klub Rotes Sofa har siden februar sat månedlige sid-ned-og-lyt-efter-koncerter op i den uhyre stemningsfulde, plysklædte Århus-kunstbiograf Øst For Paradis, og nu var det så tid til at runde første semester af. Nemlig med sangeren og sangskriveren Tobias Trier og hans til lejligheden sammensatte "Bio Trio" bestående af trompetisten Peter Kehl og trommeslageren Jesper Pyskow. Og det var noget af et trækplaster, for den røde sofa kunne for en stund godt omskabe sig til en lampe i samme kulør. Alle 134 sæder var besat, selvom en og anden måske kunne have følt trang til at fejre 60-års dagen for befrielsen på anden vis.

Til lejligheden havde Trier medbragt tre helt nye sange til en film af debutanten Preben Lorentzen. En film, der endnu ikke har nogen titel, men som angiveligt handler om tre grønne cykelbude, om end det desværre ikke – som ellers annonceret – blev muligt at vise klip fra den på filmlærredet bag musikerne. De tre nye numre fik lov til at åbne aftenen og viste, at Trier stadig er en yderst habil dansksproget sangskriver, der evner at indfange hverdagens op- og nedture i et både enkelt, mundret og samtidig dejligt mundskævt modersmål, fulgt til dørs af ganske fine, iørefaldende popmelodier med både jazzede og bluesede rundgange og harmonier. Og så er han jo en udmærket sanger og guitarist, uden dog ligefrem at være prangende.

Det stod også hurtigt klart, at de to kronragede unge mænd, der flankerede Trier, var alt andet end dårligt selskab. Jesper Pyskow leverede en effektiv bund på ganske minimalistisk trommesæt bestående af lilletromme og trækasse, til tider mikrofon (!) og human beatboks – garneret med flotte vokalharmonier, melodika og senere spøjs kazoo – mens Peter Kehls smukke og uhyre nuancerede trompet- og flygelhornspil gav lydbilledet nogle ekstra, yderst virkningsfulde penselstrøg. Alt sammen til publikums højtklappende tilfredshed. Der var også applaus efter soloerne, og det var nok ikke kun, fordi der til tider lugtede lidt af jazz.

Alt andet end trist
Efter de tre nye sange gik Triers alt andet end triste trio (hans far Troels Trier havde faktisk engang en selverklæret sådan) i gang med ældre sange fra Triers tre album store og absolut habile bagkatalog, garneret med "Gummibåd", hans ganske underholdende sang til DR's radioføljeton "Ruben". Mellem numrene fik vi i bedste sangskriver-ånd også en god håndfuld spøjse anekdoter, blandt andet om, at Triers sang "Kaffe Og Giffel" var den første sang, han overhovedet skrev, dengang han var 14 år, havde kirsebærvins-tømmermænd og fik serveret brændte bag selv-gifler af sin mor. Hele tiden humor, musikalitet og overskud i en højere enhed, som da Trier lavede diskrete knirkelyde på guitarens gribebræt for at illustrere et knirkende hængsel i teksten til "Alt Skal Væk". Men også samfundskritik, som i den skarpe "Excellence" om det rige vestens kyniske fokusering på patenter frem for medicin til aids-syge afrikanere. En anelse monotoni indfandt sig dog fra tid til anden, grundet det spartanske lineup og Triers trods alt ikke ubegrænsede kompositoriske fantasi.

Efter to sæt af hver tre kvarter var det tid til ekstranumre, og her opstod så i bogstaveligste forstand lidt mislyde, da en løs kabelforbindelse (eller hvad det nu var) gav en ubehagelig skratten. Men det blev fikset, og så tog Trier og følge igen fusen på publikum. I den afsluttende sang om Triers (eller rettere sangens jegs) mange tidligere damebekendtskaber kastede Trier sig ud i regulær freestyle-sang, hvor publikum kunne komme med nye pigenavne, som Trier så forsøgte at spinde en rimende ende over på stedet. Og det gik faktisk meget godt. Og Pyskow stemte i med en venlig, ganske effektiv parodi på orientalsk sang møder ditto skænderi for at illustrere en af kvinde-konflikterne. Stort.

Klub Rotes Sofa holder nu koncertpause til efteråret, men de kan roligt være stolte af første semesters arrangementer. Ligesom Trier & Co kan være godt tilfredse med aftenens koncert. Hvis jeg må gentage, hvad jeg skrev for præcis to år siden om The Go-Betweens på VoxHall: En musikalsk befriende aften på befrielsesaftenen.