Tonstunge guitarmure møder smægtende popsensibilitet

Det er ikke just, fordi blandingen af støj og stilhed er nogen ny opfindelse. Men selvom tricket er lettere slidt, så fungerer det stadigvæk, hvilket Racetrack Babies er fuldt ud klar over. Og den lettere rekonstruerede trio – der består af Christian Andersen og Cecilie Ravik samt nyindtrådte Martin Bjerregaard fra hedengangne Psyched Up Janis – er bestemt i stand til at sammenføje tonstunge guitarmure med smægtende popsensibilitet, så det er værd at lytte til. Det suverænt bedste nummer er imidlertid Unprepared, som sagtens kunne sidde på en udgivelse fra Dinosaur Jr, der meget vel kan være et af bandets forbilleder. Særligt Andersens vokal minder om indie-dinosaurernes J. Mascis, og dét på godt og ondt. Den insisterende klynken og begrænsede tonemæssige spændvidde bliver dog løftet af Raviks fnuglette backingvokal, når det er ved at blive for meget. Racetrack Babies har i det hele taget ganske godt styr på deres virkemidler, og The End. fortjener i sandhed mere opmærksomhed end debuten fra 2002.