Eno vender tilbage som sanger med vellykket og stemningsfuldt, men konservativt album.

Der er lang tid siden, Brian Eno har udgivet en hel plade med sang på, og derfor har forventningerne været skruet i vejret, for hvordan lyder en af de sidste 35 års mest indflydelsesrige og fremsynede kunstneres bud på beatmusikken 2005 eller 2010? Disse spørgsmål og mange flere giver Another Day On Earth netop ikke svar på. Det poetiske og letflydende melodiske album er i bund og grund konservativt og ligger ikke langt fra den 15 år gamle John Cale-kollaboration Wrong Way Up, men sender også andre hilsner til bagkataloget. En tryg, rund og vidunderlig verden, hvor livet prises, men aldrig tages for givet. Verden er nemlig også i krig, og døden er altid tæt på, som i det foruroligende Bonebomb, der afslutter pladen. Another Day On Earth er ikke en af de plader, der har gjort Eno til det ikon, han er. Ikke et visionært og fremadskuende værk, der vil blive diskuteret i generationer, men vidunderlig smuk eskapisme, som vi fans nu engang elsker det.