Suede igen igen. Brett Anderson og Bernard Butler i lettere uskøn genforening.

Trods en succesfuld karriere helt ind i dette årtusinde for Suede, så er der stadig fans, der mener, at festen allerede stoppede efter udgivelsen af storværket Dog Man Star i 1994. Her forlod guitaristen Bernard Butler et af tidens mest ombejlede bands. Taktstokken blev overladt til sangskriverpartneren Brett Anderson, der førte Suede ad en stringent popvej uden Butlers episke guitarklang.
Nu forenes Anderson og Butlet atter i bandet The Tears, der for mange altså er det ægte Suede. Hvilken vej Suede ville have gået, hvis Butler var blevet, er selvsagt ikke til at sige, men at dømme ud fra Here Come The Tears, så var vi ikke blevet beriget med de mange små hurtige popperler, som Andersons Suede mestrede så fornemt. Parret har nemlig søgt tilbage mod det storladne, hvor ikke mindst Butlers brusende retroguitar overdøver det meste. Butler har da også indtaget producerrollen, og det har resulteret en en wall of sound-lyd uden glamrockens kontante udtryk, som Suede ellers også har excelleret i. Man får på fornemmelsen, at Anderson har taget sig af balladerne, og Butler har fået frit spil på resten af sangene til sit sværmeriske og udflydende guitarspil. The Tears viser momenter i de fine ballader Autograph og A Love As Strong As Death, men de når aldrig niveauet fra deres fælles eller Andersons Suede. Faktisk rammer Here Come The Tears mere Butlers uforløste solokarriere.