Mambo Companeros
Spot 11, Kunstbygningen, Århus

Billede: Lars Dyrendom

Sådan føltes det i hvert fald, eftersom jeg blev kastet ud i at anmelde et mamboorkester, en genre jeg er knap så stiv i. Levnet lidt tid til research fandt jeg dog ud af, at de var fra Trondheim, en af Norges mere nordlige byer. Mambo og frostnætter, der varer tre måneder? Hvorledes hænger det sammen? Beroliget blev jeg dog, da jeg læste at bandet anvendte importeret solskin fra Cuba.

Ottemandsorkestret kom ikke alt for letbenet fra start, og man forundredes lidt over den til hudløst prøvede jazz-skabelon, ”nu spiller jeg solo, og bagefter er det din tur”, og frygten for at være rendt ind i et jazzorkester snedigt forklædt som mambo-ditto kom snigende. Lyden var til at starte med temmelig rodet og skinger, ikke specielt tropisk, overhovedet.

En stort smilende cubaner kom ind fra sidelinien, greb mikrofonen og brød ud i spansk sang, vrikkede lidt med hofterne, lydmanden indhentede bandet, og de nervøse trækninger fortog sig. Der opstod pludselig en musikalsk varm brise, messingblæserne blev blødt op, og hopla, der var en halv tropefest under opsejling, og gulvet blev, om end ikke tætpakket, så dog bedanset af nogle få dansemus blandt det ikke så talstærke publikum.

Musikken bestod ifølge værten på Århus Kunstbygnings world-music-scene af rhumba, salsa, og cha-cha, hvilket det for denne anmelder var umuligt at skelne imellem. På bundlinjen fandt jeg dog et venligt, ærligt udtryk og et sympatisk band der ikke gjorde alvor af jazztruslen. Ikke så meget nyt under solen, og jeg spekulerede på, om ikke Mambo Compañeros ville komme mere til sin ret under strålende samme, i stedet for Kunstbygningens nydelige, men også let sterile rammer.