Anmeldelse / Live / Lørdag d. 11-06-2005 kl. 22:20

Rod Stewart
Aalborg Hallen,
fredag d. 10. juni 2005

Anmeldt af Keld Rud

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Underholdende koncert med en tændt og veloplagt Rod Stewart

Billede: Morten Rygaard

Jeg ved ikke, om man lige frem fornærmer nogle ved at sige, at hovedparten af koncertgængerne til Rod Stewarts koncert i Aalborg Hallen var grå i toppen. Modsat den blonde sanger, hvis manke ligner sig selv. Trods sine 60 år er Stewart i usædvanlig god form. Med de ikke ligefrem lave billetpriser in mente var det ikke nogen overraskelse, at det var Aalborgs pænere borgerskab, der havde indfundet sig. Hvilket klammeriet mellem Rod Stewarts forlovede og nogle andre koncertgæster, der kun sad få sæder foran GAFFAs udsendte, satte i relief. Det med det pæne borgerskab skal altså tages med et gran salt.

Nå, men hurtigt videre til det alle var kommet for: koncerten. Ganske få minutter efter den annoncerede koncertstart rullede scenetæppet fra og åbenbarede en ret imponerende produktion, der blandt bestod af tre storskærme. På skærmene blev der skiftet mellem båndet materiale, tilpasset det enkelte nummer, og billeder af Rod Stewart og band, så de helt nede bagved også kunne følge med. Bandet var også af imponerende omfang. Da der var flest musikere på scenen, talte jeg 20 mand. Det var tydeligvis en produktion, der var beregnet på meget større scener end Aalborg Hallen, men den virkede også formidabel i det, Stewart selv kaldte for en intim arena. Vi taler altså en pænt stor hal her!

En anden ting, der fra start var tydelig, var, at lyden var i top. Det skyldes ikke mindst, at lydniveauet blev holdt på et passende niveau. Der skulle gå en lille håndfuld numre, før Stewart og band fik spillet sig ind i koncerten. Med "Sweet Lil’ Rock’n’Roller" blev der for alvor fyret op for krudtet, og koncerten udviklede sig til en veritabel greatest hits pakke med numre som "Rhythm Of My Heart", "First Cut Is The Deepest", "Tom Traubert’s Blues", "Some Guys Have All The Luck" og "Hot Legs". Tre gange i løbet af koncerten afbrød Rod et nummer for at starte det forfra. Første gang i starten af "Tom Traubert's Blues", hvor den stakkels klaverbokser måtte stå model til ordene: Shall we start that again? That was pretty fucking useless.

Efter femten numre, der havde budt på tre kostumeskift for aftenens hovedperson, proklamerede Rod Stewart 15 minutters pause. I den mellemliggende pause blev GAFFAs udsendte anmelder og fotograf enige om, at koncerten var en positiv overraskelse. Især i kraft af den store forekomst af gamle hits og rock og rul. Og fraværet af jazz, som jungletrommerne forud havde forkyndt var Stewarts nye stil. Da scenetæppet gik fra for andet sæt, var Stewart iklædt smoking, hans rockende backing band forvandlet til et big band og musikken: ja, det var swing jazz. Men også her overraskede Stewart positivt. Udgaverne af "As Time Goes By", "These Foolish Things", "The Nearness Of You", "Blue Moon", "Bewitched, Bothered And Bewildered" var ikke banebrydende, men både musikalske og underholdende. Efter fem swingnumre bevægede Rod og band sig meget klogt tilbage til det klassiske repertoire med "Have I Told You Lately?". Mens Rod endnu en gang skiftede kluns, gav hans tre nougatbrune korlækkerier en hurtig og kort udgave af Pennies From Heaven. Da Stewart kom tilbage stod den på "Maggie May". Endnu en gang afbrød Rod, opfordrede publikum til at rejse sig. Come on enjoy yourself! Lød det.

Efter "It Takes Two" forlod Rod Stewart og band scenen. Det blev til et enkelt ekstranummer, "Sailing". Alt i alt var der tale om en virkelig underholdende koncert med en tændt og veloplagt Rod Stewart. Koncerten led under en lidt forkølet start, og at det var et siddende publikum. Musikken var energisk og sprudlende og indbød til fysisk udfoldelse. Men energien kunne ikke rigtig få afløb hos det bænkede publikum.