Anmeldelse / Live / Søndag d. 12-06-2005 kl. 12:17

Olesen-Olesen
Spot 11, Musikhusets Café, Århus,
lørdag d. 11. juni 2005

Anmeldt af Helle Juhl Lassen, MyMusic.dk

GAFFA		2 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Duoens velkendte sorte humor på trist vis omformet til misantropisk folkesang

Billede: MyMusic.dk

Gode gamle Olesen-Olesen var taget på Spot for at levere akustiske smagsprøver fra deres kommende album, det sjette i en imponerende række af dansksprogede singer-songwriter-plader.

Olesen-Olesen tilhører den danske singer-songwriter-scenes tunge drenge; flere af deres udgivelser er på niveau med spidsfindige sprogfornyere som C.V. Jørgensen og Nikolai Nørlund. Sidstnævnte har faktisk produceret Olesen-Olesens kommende skive, som angiveligt skulle være mere rocket end den forudgående og meget minimalistiske "Hårdnakket Idyl".

Rock-inspirationen er selvsagt vanskelig at spotte i numrenes akustiske udgave. En blues-tone kunne man til gengæld høre i de gennemgående slides fra Michael Lunds lap steel. Men ellers var musikken lige ud ad landevejen – fire betonede fjerdedele uden dikkedarer – og det blev naturligvis (meget) monotont i længden. Fornyelsen var svær at spore.

Til gengæld er musikalsk monotoni måske mere tilladeligt inden for en genre, som ofte vægter tekstmateriale og vokal højere end finurligt, opfindsomt akkompagnement. Olesen-Olesens velkendte og velfungerende kombination af hverdagsironi og alvor – deres kølige sort-humoristiske og semi-selvbiografiske stil – er imidlertid blevet omformet til misantropisk folkesang og halv-seriøse kærlighedskvaler. Indimellem er lyrikken endda tilnærmelsesvis tam, som for eksempel her, hvor teksten trækker på en fortærsket sisyfos-myte: "Jeg bliver ved med at rulle stenen op / ad bjergets top / det er mit job."

I omkvædet af det dystre "November Mere End Nogensinde" bliver tonen direkte depressiv: "Jeg er træt af mit liv!" – og jeg er bange for, at Peter H. Olesen mener det alvorligt. Hvis bare der dog var en ironisk pointe i den lyriske tomhed, men det virker ikke sådan. Olesen-Olesens mest iørefaldende fornyelse er en manglende humor, et fravær af liv, som man mærker i musikkens indespærrende rytme; og dén ikke taler til Olesen-Olesens fordel. Jeg noterede mig kun en enkelt opmuntrende melding, som her kan tjene til trøst for de inkarnerede Olesen-fans: "Jack Kerouac er i Jylland / læser Hamsun og Johannes V." Men det er også fra en af deres gamle sange.