Græskarret er smadret, zwanen aflivet – Billy Corgan går fremtiden i møde med tilbageblik og indhyllet i støj

Allerede efter Smashing Pumpkins var det ventet, at Billy Corgan ville gå solo. Og oven på Zwan – der alligevel aldrig fløj – har det amerikanske 90’er-ikon forladt gruppeformatet og er i stedet gået i maskinrummet med et par tekniske makkere for at finde ny musikalsk puls og påklædning. Trangen til forandring er velkommen: Corgan har ikke levet op til sit eget høje stade siden super-cd-trioen Siamese Dream, Mellon Collie... og Adore, men TheFutureEmbrace er ikke entydigt en tilbagevenden til toppen. 11 af de 12 skæringer er indhyllet i et mere eller mindre gennemsigtigt støjtæppe af overstyret lyd – enten fra guitar, synths, bas eller keyboards. På plussiden giver det cd’ens bedste rocker, angstfyldte Mina Loy (M.O.H.) masser af saft og bund. I TheCameraEye understreger det Corgans evner som stærk pop-snedker. Og i Bee Gees-coveren To Love Somebody – med Cures Robert Smith – giver guitar-hvæset teksten en smuk, smuk sejlende og forvreden smerte. Men andre gange er formen – og maskin-beatet – så tæt på at overdøve, at effekten bliver modsat. Bl.a. når inspirationen fra Depeche Mode og især New Order får én til at tænke mere på 80’erne end den fremtidsomfavnelse, cd-titlen hævder. Tekstmæssigt er Corgan anno 2005 ganske afklaret om egne svagheder/styrker. Det er musikalsk, kampen står. Hatten af for eksperimenterne i stedet for selv-kopi, og Corgan er stadig en glimrende sangskriver – om end ikke så overskuds-sprudlende som før. Men til tider gør han det unødigt svært for sig selv. Den fjerde stjerne gives mest fordi … det snart er jul?