Anmeldelse / Live / Lørdag d. 18-06-2005 kl. 13:54

Swan Lee
Tivoli Friheden, Århus,
fredag d. 17. juni 2005

Anmeldt af Rasmus Ardahl

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Pernille Rosendahls dominerende status i Swan Lee blev endnu engang bekræftet i en udmærket, lettere sommer-afslappet optræden

Billede: Jan Chrillesen, klik på det for større foto

Ikke overraskende stjal Pernille Rosendahl endnu engang billedet under en Swan Lee-optræden. Hun er stjernen, og det virker desværre som om bandet har affundet sig med situationen, i hvert fald var de i sammenligning med Rosendahl temmelig anonyme denne aften. Swan Lees optræden var den sidste i rækken af fede fredagskoncerter i Tivoli Friheden, og de var et glimrende punktum som ottende og sidste band i rækken. Forholdene til sådanne udendørs koncerter kan være udfordrende, hvilket Swan Lee måtte sande. Trods tørvejr blæste det en stiv pelikan, hvilket gav dårlig lyd for de bageste og desuden resulterede i en røgmaskine-effekt, der mere lignede ildebrand i bagtæppet. Der var et flot fremmøde, og stemningen var ganske god, om end en smule fredags-fadøls-afslappet. Men publikums til tider manglende indlevelse, må Swan Lee selv tage deres del af skylden for. Intensitetsmæssigt formåede de nemlig ikke at holde niveauet koncerten igennem.

Bandet startede blødt ud med et par af de mere afdæmpede numre fra seneste album, hvor ”Love Will Keep You Warm” faktisk varmede en smule. Derefter steg intensiteten med ”Don’t Take My Love”, der fik godt tag i publikum, men herefter viste der sig en tendens, der holdt koncerten ud. Hver gang Swan Lee spillede et energisk nummer og virkelig trykkede den af, blev det efterfulgt af mere tyste numre, der ofte druknede i snak og blæsevejr. Overraskelsen var en måske lidt bleg udgave af Metallicas ”Enter Sandman”, der ikke desto mindre fremkaldte stor jubel hos tihørerne. Igen var billedet, at den blev efterfulgt af en smuk og inderlig sang, nemlig ”Stay Tonight”, der forsvandt i publikums-småsnak og blot blev en lejlighed til at hente nye fadølsforsyninger. Swan Lee sluttede dog på toppen, med fællessang i ”I Don’t Mind”, et nyt nummer i form af den rockede ”Little Girl” og slutteligt ekstranummeret, New Orders ”Blue Monday”, der i modsætning til "Enter Sandman" virkelig er blevet gjort til bandets egen. Den effektfulde aflutning trak helhedsindtrykket op.

Swan Lee har på det seneste turneret en del i Tyskland og senest i Japan, hvorfor det skulle være spændende at gøre status for, hvordan sammenspillet i gruppen er. Til det kan kun fremhæves Pernille Rosendahl, hvis udstråling – denne aften klædt i sort fra top til tå – og sceneoptræden stjal al opmærksomhed. Men Rosendahls vokal er også sjældent hørt bedre. I alle facetter var hun suveræn, og faktisk bedre end på gruppens albums. Til gengæld var bandets indsats en noget anonym præstation. Vist var de sikre og stabile, men individuelle udfoldelser, som modspil til Pernille Rosendahls altdominerende position, var savnede. Især skuffede Jonas Struck, der havde visse problemer med guitarlyden og ikke satte sig igennem for alvor. Samlet set var det en lidt ujævn præstation, der alligevel efterlod et positivt indtryk, på grund af gruppens efterhånden glimrende sangkatalog og ikke mindst smukke Pernille Rosendahls indlevelse, optræden og imponerende sangstemme.