Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 21-06-2005 kl. 13:23

Coldplay
Kindl-Bühne Wuhlheide, Berlin,
søndag d. 19. juni 2005

Anmeldt af John Fogde

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Bandet spillede en glimrende koncert, der dog ikke blev helt så medrivende, som man kunne have ønsket

Uden for England er den seneste Coldplay-udgivelse blevet modtaget noget mere køligt end i hjemlandet, hvor pladen nærmest er blevet udråbt til at være et mesterværk. Bandet påbegyndte 9. juni deres turné i Paris, og som det fjerde stop på deres Europaturné gæstede de amfiscenen Wuhlheide i Berlin, hvor GAFFA så dem sammen med cirka 17.000 tyske fans.

Coldplay lagde ud med ”Square One”, der var det første af otte nye sange til koncerten. Da bandet gik på, var klokken lidt over ni, hvilket betød, at der stadig var meget lyst udenfor. Kombineret med en noget rodet lyd gav dette en lidt sløj indledning på koncerten. Men med ”Politik” og ”Yellow” kom der både mere styr på lyden samt mere gang i publikum. Bandet har de senere år udviklet sig til at rigtigt stadion-rockband. Men hvor bands som U2 kan virke som overmenneskelige ikoner, har Chris Martin og de øvrige bandmedlemmer bibeholdt en charmerende stil, hvor de kombinerer evnen til at underholde tusindvis af fans samtidig med at virke som helt almindelige mennesker.

Deres menneskelige side kom også ganske tydeligt frem, da de blev nødt til at stoppe midt i introen til ”Speed Of Sound”, fordi de klumrede i det. Men i gang kom den, men som det var kendetegnende for flere af de nye numre, så manglede de en del af lydbilledet i forhold til pladen, hvilket desværre fik dem til at virke til kedelige. ”Low” fungerede nogenlunde, men det virker lidt underligt, at de i hvert fald i live-versionen synes at have adopteret den lyd, der kendetegner mange engelske bands lige nu med markante trommer og spids guitarlyd.

Så var der mere at komme efter, da de spillede ” Everything's Not Lost”, der fungerede rigtig godt. Det er egentlig mærkeligt, at de simple sange fungerede bedre end de nyere, storladne sange, der synes bygget til at blive spillet på store scener foran tusindvis af mennesker. Men sammen med ”The Scientist”, hvor tyskerne tændte stjernekastere i tusindvis, var førnævnte sang klart et højdepunkt. Publikum var også naturligt begejstrede over, at Chris Martin både i denne og andre sange enten sang tysk eller refererede til Berlin eller Rammstein. Det tyske band fik endda en musikalsk hilsen, da Coldplay gik over i nogle strofer af ”Amerika” i slutningen af ”Clocks”. Martin kom endda også ud fra bag klaveret et par gange og løb ud i kanterne af scenen, hvilket folk syntes ganske godt om.

Koncerten bød på tre ekstranumre, hvoraf ”In My Place” vakte størst jubel og massiv fællessang på et tidspunkt, hvor mørket endeligt havde sænket sig over Berlin. Under den første halvdel af koncerten var der meget lyst, hvilket betød, at bandets lys- og videoshow overhovedet ikke fungerede. Så der gik ganske længe, inden der opstod den rigtige koncertstemning. Men imod slutningen af koncerten fungerede en sang som ”Clocks” eksempelvis rigtig godt med en blanding af lys, lyd, røg og et godt nummer som alle kunne synge med på. Så sammenlagt var det en ganske fin koncert, der dog formodentligt ville have virket en del mere intens og medrivende, hvis den var blevet afviklet efter mørkets frembrud.