Anmeldelse / Live / Fredag d. 01-07-2005 kl. 22:38

The Tears
Roskilde Festival, Arena,
fredag d. 1. juli 2005

Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

The Tears leverede et elegant show rig på indlevelse og musikalske enkeltpræstationer.

Billede: Kristoffer Amlani Ulbak, klik på det for større foto

Det kunne ikke undgås, at Suede-spøgelset var med på scenen og ude blandt publikum, da The Tears skulle bevise deres berettigelse på scenen. Men Brett Anderson og Bernard Butler fremstod stærkt som The Tears i en yderst elegant rockkoncert, der gav spøgelserne et solidt spark langt ud af teltet i en koncert, der var klinisk renset for Suede-sange.
Det var som ventet Brett Anderson og Bernard Butler, der helt og holdent tegnede butikken, mens backingbandet blot var velspillende statister. Og ingen af de to har glemt at performe. Bernard Butler slog sprællende an på guitaren, der hurtigt slog magiske gnister. Det var så absolut guitarspil af højeste klasse. Han spillede både hårdt og kontant og lod de drømmende toner svæve ud i teltet i et overbevisende tilbageholdt hyl.
Men The Tears insisterede på at være en duo, så Brett Anderson tryllebandt publikum på sin velkendte facon. Han smed med forudsigelig sikkerhed skjorten og agerede ellers som det naturlige scenedyr, han er. Næsten mere liggende på knæ end oppestående koncerten igennem.

The Tears fik langsomt og sikkert opbygget en fortættet musikalsk stemning, hvor den store melodramatiske tone fandt et sikkert fodfæste. At The Tears er lidt tynde i kanten til at udfylde en hel koncert generede ikke de to hovedpersoner, der vitterligt fandt et afbalanceret sammenspil. De forsøgte klogeligt nok ikke at forcere koncerten, men kælede i stedet for nuancerne, og sangene fik langt mere karakter, end det er tilfældet på deres album "Here Come The Tears".
Der var derfor ikke tale om en arbejdssejr for The Tears, men en vaskeægte musikalsk sejr, fordi gruppen stolede på deres egne sange. Det gjorde, at Brett Anderson og Bernard Butler næsten genfandt magien fra deres gamle samarbejde uden at det på nogen måde kan sidestilles med Suede. Det var The Tears næsten uden spøgelser.