Anmeldelse / Live / Lørdag d. 02-07-2005 kl. 20:22

Tys Tys
Roskilde Festival, Pavilion,
lørdag d. 2. juli 2005

Anmeldt af Peter Ramsdal

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Interessant, men lovligt avantgardistisk Tys Tys

Billede: Mikkel Stenbæk Hansen

Man kan ikke andet end at kalde Tys Tys' avantgarde-jazz for interessant. For med sangerinden Maria Laurette Friis i forgrunden som gruppens absolutte omdrejningspunkt er det svært at finde en mere markant vokal på den danske musikscene.

Med sit sædvanlige stramt opsatte Ritt Bjerregaard-hår, mælkehvide ansigt, malede røde læber og iført en knælang blå kjole indtog Maria Laurette Friis Pavillon-scenen med sin røde guitar. Og fra første nummer skar hendes stemme sig gennem teltet. Den mest oplagte sammenligning er selvfølgelig Björk, tilsat en bizar, næsten skinger portion cabaretsang. Så holder sammenligningen til gengæld også op, for hvor Björks eget skæve univers altid har haft poppens elementer og ikke mindst melodier, dyrker Tys Tys deres eget avantgarde-jazzunivers, hvor trompetisten Gunnar Halle, pianisten Henrik Sundh og percussionisten Kresten Osgood skaber stemninger og atmosfærer af lyd omkring Maria Laurette Friis' vokal.

Det er det avantgardistiske element, der skaber gruppens egenart og Maria Laurette Friis' måde at bruge stemmen på er original og enestående, men det er de lidt stillestående kompositioner, der er gruppens akilleshæl. Mange af numrene er præget af for meget blip-blop-jazz-stilleben - og mangel på gode melodier.

Det kunne være interessant at høre Maria Laurette Friis bruge sin stemme på et melodimateriale, der er mere fremadrettet. Som for eksempel det næstsidste nummer i sættet, hvor det lykkedes at tvinge musikken fremad. Sammen med det afsluttende nummer "Sweetie" med ølbaskor af Osgood og Halle løftede det koncerten, men undervejs var der for mange numre, hvor musikken var mere interessant end egentlig iørefaldende. Det skal der arbejdes med, ellers når Tys Tys aldrig ud til en større skare end det begejstrede fåtal i Pavillon-scenen.