Anmeldelse / Live / Søndag d. 03-07-2005 kl. 23:13

Jamie Cullum
Roskilde Festival, Arena,
søndag d. 3. juli 2005

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Sangeren og klaverbokseren gav den som vaskeægte, gennemmusikalsk entertainer - med enkelte halvdøde punkter

Billede: Kristoffer Amlani Ulbak, klik på det for større foto

Den engelske sanger, pianist og lejlighedsvise sangskriver Jamie Cullum har fået et massivt gennembrud med sit andet album ”Twentysomething” fra 2003, hvor han blander jazz og pop, nyskrevne sange og fortolkninger af både jazzstandards og rocksange. Lidt et mandligt svar på Norah Jones. Som udgangspunkt et af pæneste navne på årets Roskilde-plakat.

Cullum gjorde dog hurtigt alle forventninger om en pussenusse-venlig dengsedreng til skamme, da den lille, tætbyggede, 25-årige yngling stormede ind på scenen, hoppede ud i en vild dans til musikken, leveret af de to andre musikere, en el-bassist og en trommeslager, inden han i bogstavelig forstand kastede sig over flygelet og istemte sin meget jazzede og yderst originale fortolkning af Jimi Hendrix' ”The Wind Cries Mary”. En fortolkning, som også indebar, at Cullum både satte bagdelen i tangenterne og hamrede klaverstolen mod dem, og i øvrigt langt hen ad vejen trakterede ebonitten og ibenholten stående. Og så sang han fremragende samtidig. Til stor begejstring for publikum, der i øvrigt var godt besat med hvinende ungpiger.

Denne nærmest hyperaktive performance fortsatte under andet nummer, ”Twentysomething” (skrevet af Cullums bror Ben), hvor han også præsterede nærmest at springe buk over klaveret. Men han kan også være inderlig, viste han på sin indfølte og smukke fortolking af Jeff Buckleys ”Lover, You Should Have Come Over”. En majestætisk smuk sang, som man skal vare sig for at tage i sin mund, Men Cullum bestod, blandt andet fordi hans stemme ikke er mange ligaer under Buckleys. Hvor den på hans plader kan være en anelse for behersket og tilbageholdt, og Cullums musikalske udtryk i studieform i det hele taget til tider en kende for parmiddag-venligt, så var pænheden heldigvis kun med på Arena med et gæste-armbånd.

Resten af koncerten fortsatte med at pendulere mellem energiudladninger som den yderst dansable version af Pharrell Williams' ”Frontin'” - hvor Cullum også gav en Safri Duo-misundelsesfremkaldende slagtøjssolo på flyglets træværk - og de mere alvorlige, eftertænksomme sange som, ”Liar, Liar” - til en afveksling med Cullum på akustisk guitar - og den nye ”Photograph” om ”den første gang”.

Hen imod slutningen syntes Cullum dog lidt at tabe pusten, og hans fortolkning af Love Affairs '”Everlasting Love”, som han også har haft et pænt hit med for nylig i forbindelse med dets medvirken på ”Bridget Jones - The Edge Of Reason”-soundtracket, tangerede det ordinære. Ligeledes i første ekstranummer, Cole Porters citronpressede klassiker ”I Get A Kick Out Of You”, hvor Cullum til beroligelse for de mange unge piger - som også blev rost af klaverbokseren - forsikrede, at han ikke var bøsse, som sangens ophavsmand. Nej, ih føj da, fristes man til at sige. En lidt upassende kommentar i 2005. Til gengæld reddede Cullum den hjem med andet ekstranummer, en original fortolkning af Radioheads klynke-klassiker ”High And Dry”. Ganske vist gik der lovlig meget jamsession og plat la-la-fællessang hen mod slutningen, men det rokker ikke ved indtrykket af Cullum som en entertainer, der kan blive en af de helt store i dette og de næste årtier i krydsfeltet mellem jazz og pop.