Egentlige sange har fundet vej til et ellers diset stemningsalbum fra Alex Puddu.

På Alex Puddus andet soloalbum befinder vi os stadig i omegnen af en sløv og jazzy lounge, hvor der males med den brede pensel. På den facon er Alex Puddu tro mod sig selv og sit musikalske ophav. Som den volumniøse titel antyder, bliver der overvejende efterstræbt nogle tunge stemningsbilleder, som undervejs bliver en kolos på lerfødder. Selv lidt heftig inspiration fra Pink Floyd har sneget sig ind på albummet, der dog også går i retningen af egentlige sange. Det har også været Alex Puddus ambition at give kompositionerne mere kant og sangudtryk, hvilket med stort held underbygges af sangerinden Mette Lindberg på medvokal. Hendes rene pigevokal bakker ubesværet op om Alex Puddus reciterende stemme og giver albummet et mere markant udtryk.
Det fungerer til fulde i den melodiøse Times And Places, hvor Mette Lindberg egenhændigt leger indbydende med en lille håndspillet melodi, mens de store stemningsflader holder igen. Så Alex Puddus langsomme forvandling er måske i gang på The Silence Of The Sun And The Rhythm Of The Rain, hvor sangene ellers har det med at forvinde i en diset melodi.