Anmeldelse / Live / Mandag d. 11-07-2005 kl. 17:28

Rammstein
med Hammerfall, Accept og Slayer, Gentofte Stadium, Gentofte,
søndag d. 10. juli 2005

Anmeldt af Jens Jam Rasmussen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Giants of Rock 2005 har lidt at rette op på til næste år, men selve festivalkonceptet er nu rullet godt i gang.

Foto: www.ryming.dk

Efter flere års fravær var Gentofte Stadion atter kulisse for en tung koncertpakke, ligesom da AC/DC, Metallica, Guns N’ Roses og opvarmningsband i 90’erne gæstede det gamle stadion i Nordkøbenhavn.

Og den nye en-dages festival "Giants of Rock 2005" ramte så dagen, hvor det for alvor var blevet uforfalsket sommersøndag i det nordkøbenhavnske, og på slaget 17 galoperede de svenske metalriddere, Hammerfall, ind på scenen og satte det syv timer lange Giants of Rock 2005 show i gang. Hammerfalls materiale er baseret på de gode, melodiske heavy metal-hymner, der er bundtraditionelle, men også stensolide i deres udtryk, og hvor et nummer som ”Let The Hammer Fall” ganske enkelt er essensen af fed old school metal, selv om bandet faktisk er forholdsvis new school – fra 1993.

Hammerfall havde dog lidt svært ved at trække det solstenede publikum helt op til dåd, og langt fra alle var overhovedet kommet på plads da Hammefall optrådte. Men bandet gjorde det ganske fornuftigt ved at udelade balladerne og bare at basere det 40 minutter korte sæt på den rene, tunge metalrock som de mestrer til fulde og som tæller fængende træffere som ”Riders of the Storm” og ”Hearts on Fire”.

Superb substitut
Næste band på scenen var den genforenede tyske 80’er-metalinstituion Accept, der var røget på plakaten et par dage forinden, da Motörhead meldte fra, grundet frontmand Lemmys svækkede tilstand efter for megen whisky og for lidt vand. Et godt bytte, faktisk, for denne næsten-originale udgave af Accept (trommeslageren er dog en anden) har ikke gæstet Danmark i umindelige tider, så det var klart en trumf, der blev spillet ud her. Accept med den lille skrålende hobbit og heavy metal-legende, Udo Dirkschneider i front har ingen ny plade ude – eller nogen på vej – så de fem tyskere kunne blot gå til bidet med alle de gamle hits.

Nostalgi, jovist, men også en meget nuværende og nærværende sådan, for bandet virkede – som på Sweden Rock for en knap måned siden – særdeles friske, udadvendte og levende, og numre som åbneren ”Starlight”, ”Restless & Wild”, ”Fast As A Shark” og den uforlignelige ”Balls To The Wall” gav en markant genkendelsens glæde hos en stor del af de tilstedeværende, der for alvor fik luftet garnet og sat struberne i gang til fællessang.

Jo, Accept viste sig som intet mindre end en superb substitut for Motörhead, hvilket i sig selv er store boller - og meget høj kvalitet.

”Short but sweet”
Special guests Slayer ved man altid hvor man har. Trods konstante strømme af nye ekstreme metalband og onde sorte konstellationer er der stadigvæk ingen, der i råstyrke, tightness og intetsitet kan røre disse thrash metal-veteraner fra midt-80’erne. Bandets én-times sæt blev sikkert eksekveret, efter frontmand Tom Arays ironiske annoncering af sætttet som ”short but sweet”, hvor et nummer som ”Dead Skin Mask” gik ekstraordinært godt ned på dagen, mens ”Reign In Blood”-klassikere som ”Post Mortem”, ”Raining Blood” og afslutteren ”Angel of Death” som sædvanligt var skræmmende rammende og nærmest absurd autentiske i deres udstilling af homo sapiens’ skyggesider.

Men – nu har Slayer altså turneret i snart fire år, med deres album fra 11. september 2001, ”God Hates Us All” (ja!), og de trænger helt oplagt til et nyt kreativt løft, for Giants-showet var ikke helt på niveau med deres tidligere shows på denne her turné. Disse metalscenens barske Brutalis’ høje bundniveau kan dog ikke diskuteres særligt længe, og man glædes fremdeles over den fortryllende trommeslager Dave Lombardos comeback i line-uppet.

Storladent, men hult
Mange både garvede og nyere metalrockere har taget Rammstein til sig, sammen med tusinder af musikfans, som ellers sværger mest til electropop og techno frem for tung tråd, hvilket så har gjort, at man kan samle omkring 20.000 mennesker til en koncert som Giants of Rock. På den måde kan man roligt takke Rammstein for, at der overhovedet kunne arrangeres en sådan ny en-dages ”heavyfestival” herhjemme, men der var nu langt mellem højdepunkterne i det store tyske showcirkus, som efterhånden er blevet mere konventionelt end ligefrem chokerende. Stort, større, højere flammer, mere og mere, … og man fornemmer efterhånden, at der er meget mere i vente fra bandets pyrotekniker end i forsanger Till Lindemans efterhånden papirtynde stemmebånd.

Jo, ”Feuer Frei” er et indiskutabel sejt electro-metal nummer og sæt-afslutteren ”Amerika”, med en flot, flot lyssætning kan man næsten ikke undgå at synge med på, men hvor meget er der egentlig i dette band, når der skal skæres ind til benet? Eller hvor meget mere er der i Rammstein, for deres seneste par album er da ganske udmærkede udspil? Men, showmæssigt har automatpiloten for alvor taget over her, inspirationen synes svækket, og impotensen næsten en realitet, og det så lige på en lun sommernat, hvor undertegnede flere gange – og ganske uundgåeligt – savnede noget swingende, sensuel, organisk og orgastisk tråd til at toppe dette grundlæggende gode én-dages festivalkoncept. Men Rammstein er slet ingen af delene, og der manglede for alvor flow i deres storladede, men fragmentariske optræden.

Sange med Van Halen featuring David Lee Roth sad lige på læberne, da undertegnede svingede cyklen tilbage mod byen – og hvad har det så med Rammstein at gøre, vil nogen så skarpt spørge? Jamen, undertegnede håber da bestemt på en Giants Of Rock 2006, selvom denne første udgave ikke kom helt op i den allerøverste karakterskala – og så hjælper det altså heller ikke på rockfolkets humør og dedikation, at man man byder dem alenlange øl-køer, når de nu har lyst til masser af kold øl.

Der er således lidt at rette op på til næste år, men okay, Giants-konceptet er nu rullet i gang, og i år var det altså de gamle tyske tolvtemænd, der kom ind fra tidsmaskinebænken, stjal den største del af showet og gjorde glad.