Mere knækprosa og nostalgi fra et af landets skæveste orkestre

Da Vildnis debuterede i 2003, var det med en musik, der trak åbenlyse veksler på såvel Bob Dylan som Cornelis Vreeswijk, og med et tekstunivers, der i kraft af sin 70’er-naivisme og underspillede ironi mindede om både Søren Kragh-Jakobsen og Niels Hausgaard. Selvom det langt fra var alt, der fungerede lige godt, så var charmen allestedsnærværende, og sådan er det også med København By Night, der konstant lægger op til ét bestemt spørgsmål: Er det her kun sjov på overfladen, eller gemmer alvoren sig et sted underneden? Svaret giver Vildnis ikke uden videre fra sig, og det er sandsynligvis derfor, de igennem årene har vundet en lille, men trofast fanskare, som uden problemer kan udvides med endnu flere gymnasieelever med sult på kult og endnu flere dansklærere i rullekrave, hornbrille og tweed. Men for denne ydmyge anmelder ender albummet som et bekendtskab, der nok er aldeles kvikt, sympatisk og snurrigt, men alligevel sjældent vil blive taget ned fra hylden. Præcis som sin forgænger.