Fed pigtråd, men dårlig sanger
For mig at høre er der ikke sket meget, siden Devildriver udgav deres debut i 2003. De 12 numre, der udgør deres andet udspil, trækker endnu en gang veksler på hardcore, death metal, black metal og frem for alt på Pantera. Frontmand og bandleder Dez Farfaras fascination af Phil Anselmo gennemsyrer hans vokalpræstationer på hele albummet. Og Farfaras vokal er Devildrivers svage led. Denne gang er den blevet en tand eller to mere endimensional. De fire musikere, der bakker Farfara op, er i verdensklasse. Ikke nok med det. De har også masser af guldkorn i ærmet i form af dræberriff, monstergrooves og fænomenale fills. Oven i købet har Devildriver allieret sig med den efterhånden meget erfarne og leveringssikre knapkaptajn Colin Richardson, der har givet dem en produktion, hvor rytmeguitarer og tønder virkelig kommer til deres ret og langer lussinger ud. Devildrivers andet album er i høj grad et spørgsmål om fuldfed metalmusik med en fantasiløs og monoton vokalist.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.