Craig David synger sig lige lukt ind i soulpoppens dødvande

Hører han ikke fortiden til? Nej, Craig David kan åbenbart stadig, og det
forunderlige er, at vi har masser af år tilbage at trækkes med ham. Blot 24
år er det britiske vokaltalent, som debuterede på Artful Dodger-nummeret
Rewind, og som slog igennem med hits som Fill Me In og 7 Days. På Davids nye plade har han fundet tilbage til sin samarbejdspartner fra debutpladen, Mark Hill. Men trods dette samarbejde er alle spor fra den UK garage og 2step, som Craig David blev kendt for, forsvundet på dette tredje udspil. And The Story Goes… indledes med tre skarpladte popudladninger, der i tilfældet med intronummeret All The Way er en up-tempo festbasker uden hverken vid eller bid. Don’t Love You No More, er, som titlen indikerer, en lettere melankolsk hjerteblødning om forsvunden kærlighed, som kunne være tyvstjålet fra landskvinden Gabrielles repertoire. Således fortsætter perlerækken af sange på pladen, som holder sig oppe på deres
melodiske rendyrkethed og Davids silkebløde behandling. Sangene har alle
det til fælles, at de går efter et og samme mål hos lytteren: hjertekulen.
Og det kan i sig selv være et problem. For på mange måder savner man den diskretion, som kan transformere popballader til et mesterværker. Uden
diskretion bliver musikken reduceret til følelsesbarbari. Sangenes
honningsøde udformning og åbenlyse pointer trækker tænder ud én efter én. Unødvendigt at sige bliver hjertekulen aldrig tvunget i knæ, i stedet
indfinder pladen sig mest af alt som en kvalme i mellemgulvet.