Junior Senior
Hey Hey My My Yo Yo

Efter et høfligt goddag til det pladekøbende publikum – åbneren Hello – går Junior Senior direkte til sagen på deres længe ventede album nummer to. Hip Hop A Lula citerer alle fra Guns N'Roses til Gene Vincent og sender musikalske hilsener til new wave-pop og old-school hiphop: ”There’s too much good stuff out there to ignore,” lyder forklaringen fra den muntre duo. Junior Senior blander ikke genrer for at være nyskabende eller avancerede, men fordi de ikke kan lade være. Med overskud, energi og et eminent øre for den fængende melodi navigerer Junior Senior rundt i deres helt eget univers – naivt, neon-belyst og luksuøst. Og de forsømmer ingen muligheder for at invitere lytteren med.
Hvis album-debuten D-D-Don’t Don’t Stop the Beat efterlod nogen tvivl om konceptets holdbarhed, så manes den i jorden på Hey Hey My My Yo Yo. Junior Senior er stadig charmerende ud over alle grænser, også selvom de er en mere strømlinet oplevelse nu. Al flirten med rå rock er aflyst til fordel for en højglanspoleret kitsch-pop, der lystigt låner de mest underlødige elementer fra disco, electro, new wave, hiphop og 70’er-soft rock – og sætter dem sammen på nye måder. Duoens ”Danglish”-rap er stadig lige gebrokken, men ellers er der ikke meget afvæbnende kluntethed over Hey Hey My My Yo Yo. Mangelagede vokal-harmonier skyller hen over funky basgange og synth-strygere, mens billeder af Don Johnson i en sort Ferrari flimrer for det indre blik.
Indrømmet: Der venter ikke de store dybder under den skinnende overflade. Men som små, koncentrerede lektioner i livsglæde er Junior Seniors sange svære at stå for.