Anastacia: Danmarks Smukkeste Festival, Bøgescenerne

Anastacia, Danmarks Smukkeste Festival, Bøgescenerne

Anastacia: Danmarks Smukkeste Festival, Bøgescenerne

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Billeder: Martin Rosenauer

Der var langt imellem de musikalske højdepunkter, da Anastacia med relativt hårdtrockende band indtog den ene af festivalens bøgescener og præsterede et to timer langt sæt, der imidlertid snildt kunne være kogt gevaldigt ned, hvis publikum ellers var blevet skånet for endeløse danseshows, intetsigende musikvideoer samt såvel opfordrende som formanende, men også drønmalplacerede videostykker om sultende, afrikanske børn.

Til trods for at det tre personer stærke kor fyldte lige rigeligt, fik publikum indimellem lov at svælge i Anastacias stærkt nasale vokal, men mest bemærkelsesværdigt var det uhyre sammenspillede, medbragte band, der fremstod særdeles "tight" i dets kolossalt professionelle fortolkning af pladernes knap så rockende, dance-orienterede popnumre. De to guitarister skiftedes til at lire løs, mens den tungere del af rytmesektionen i bassisten og trommeslageren ligeledes havde stærke kort på hånden.

"Not That Kind", "Left Outside Alone" og "Paid My Dues" er helt afgjort alle slidstærke hits, der bestemt hører til i den mere eksklusive ende af popsnedker-spektret, og numrene blev ret beset serveret ganske overbevisende og indbydende af Anastacia, der i Skanderborg sluttede et års intensiv turnevirksomhed, hvad der blot gør den smittende spilleglæde endnu mere imponerende. Selvfølgelig er det altid noget særligt, når noget stort når sin ende, men fraværet af træthedstegn var nu alligevel en glædelig overraskelse.

Det skal dog ikke fjerne opmærksomheden fra det faktum, at koncerten var af den noget ustabile slags. Publikum oplevede aldrig mere end tre deciderede numre i streg, uden at der gik show, hat og briller i forestillingen, der derved led stærkt under manglende kontinuitet. Positivt ladet kunne man kalde oplevelsen for enormt varieret og alsidig, men musikken må altså helst ikke tilsidesættes i så heftig en grad, som det var tilfældet her. Ofte forsvandt Anastacia fra scenen i adskillige minutter, mens musikvideoer rullede over storskærmene, og det er ganske enkelt uforløsende i længden. Det samme gjaldt den alt for langtrukne præsentation af koret og det "playbackede" stompnummer, der i realiteten ikke havde det fjerneste med ægte stomp at gøre.

Nuvel, Anastacia begejstrede trods alt publikum med et pompøst og temmelig amerikansk show (aftenens hovedperson brast sammen i gråd, da hun berørte den barske cancer-affære), så helt til rotterne var marathon-forestillingen ikke. Man kunne have håbet på et mere stramt sæt med fokus på musikken, for Anastacia er utvivlsomt en glimrende sanger og bandet såre kompetent, men sådan skulle det ikke være. Mindre kunne akkurat gøre det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA