Grand Avenue har tabt melodien i sin stræben mod stjernerne

På Grand Avenues andet album sigter de direkte mod de største og mest blinkende stjerner. Hvor debuten var præget af en vis blå dybde svøbt i americana og let iørefaldende melodier, er She overvejende præget af en forceret og hård guitarlyd. Men Grand Avenue har også gennem Helena Christensen indlogeret sig hos jetsettet i New York. I hvert fald skulle både Michael Stipe og The Edge have givet et par anerkendende grynt til sangene på She. Og det er ganske forståeligt, hvis The Edge har følt sig en smule smigret over albummets åbenlyse U2-agtige lyd med de åbne guitarklange.
She er indspillet i New York med Bryce Goggin som producer, der tidligere har vredet på knapper hos Pavements, Madder Rose og Band Of Susans. Han har med stor beslutsomhed fjernet Grand Avenues tidligere amerikanske tendenser. I stedet er der satset på en lidt for velkendt international lyd, der kan høres fra New York til Paris og nu også København. Helt, hvor Grand Avenues ellers smittende melodier er forsvundet hen, vides ikke, men de dukker kun pletvis frem i den noget afmålte og R.E.M.-inspirerede The City’s On Fire og den mere trofaste Beautiful Night.
Grand Avenue er bestemt ikke blevet et dårligere band på She, men bandet har sluppet grebet om den gode sang, der var fremherskende på debuten. She har til gengæld den store lyd, der måske kan være med til at forløse Grand Avenue som et ægte rockorkester, hvilket er tæt på at lykkes i den kradsbørstige Give It To Me, men der mangler et melodisk pust over albummet.