Fortryllende sange fra en stærkt savnet Marie Frank, der nu går egne veje

Efter nogle års mere eller mindre selvvalgt musikalsk eksil siden albummet Vermilion er Marie Frank tilbage med sin tredje langspiller. Og på Where The Wind Turns The Skin To Leather er hun fortsat fast besluttet på at gøre en forskel på den danske musikscene med et underspillet og melodisk drømmende album.
Where The Wind Turns The Skin To Leather er en direkte forlængelse af mellemspillet Swimmingly, der distancerede sig fra de mere poporienterede Ancient Pleasures og Vermilion. Her var samarbejdet med Neill C. Furio udvidet med ørkenrockeren Howe Gelb fra Giant Sand, og det forsætter på det nye udspil. Tonen på albummet er silkeblød, og der er bestemt ikke tale om, at Marie Frank er gået rock’n’roll, selvom ørkenrocken slår igennem på It Can’t Get Any Worse, og der flere steder åbenbarer sig lidt spidst guitarspil. Men det er i de mest intime stunder, at Marie Frank gør den største forskel. Hun er direkte rørende i All Fall Down og på den lille skinnende perle Spot On The Moon. På dette indfølte stadie kan kun Tina Dickow og Annette Bjergfeldt være med herhjemme, når vi befinder os i en international lydklang. Men Marie Frank har som bekendt også et stort hjerte for det underdrejede pophit, som ikke levnes den store plads på albummet. Faktisk er albummets potentielle ørehænger Whoops Wrong Daisy fra ep’en Swimmingly og har allerede udtjent sin værnepligt. Til gengæld kan man nyde de nye varme sange, der bliver sunget med en engels indføling. Ganske enkelt smukt.