Mørkemanden er ude på de åbne vidder i sin søgen efter rockens urkraft

Den produktive John Cale lader sig på ingen måde tynge af alderen og fortidens musikalske arv fra Velvet Underground. John Cale er tilsyneladende ramt af en kreativ pil disse år, hvor han nu følger op på den stort spundne Hobo Sapiens.
På Black Acetate finder vi nok John Cale der, hvor han føler sig bedst hjemme. Nemlig på de åbne musikalske vidder uden egentlige musikalske begrænsninger. Hobo Sapiens var fyldt af kunstneriske eksperimenter, mens Black Acetate mere giver rockens urkræfter frit spil. Det bliver der ikke et mindre søgende album ud af, men en række stærke sange og melodier, der ikke kan indfanges i en bestemt tematik. Det er dog guitaren, der i høj grad samler albummet, og det kan være i en forvredet akkord eller i tunge rockriff. Black Acetate byder nemlig på en række sejt trækkende rocksange af den gamle skole, hvilket er den rene fryd for folk med hang til larmende garager. Men forvent ikke et egntligt rockalbum fra den mørke troldmand, der gerne forsøger sig lidt i øst og vest. Og på sin egen sære måde giver det hele mening.