Med enkle midler genetablerer Tracy Chapmap det vedkommende udtryk – 17 år efter

Det er efterhånden så længe siden, at man helt havde mistet håbet om endnu et rigtigt vedkommende udspil fra Tracy Chapman. Men med Where You Live har den sky singer-songwriter endelig krænget 1988-verdenslandeplagens møllehjul af halsen og har sammensat et album, der fængsler for alvor. Midlerne er få, men væsentlige: Det hele åbner med stille, let poppede Change<, men den virkelige forandring kommer pudsigt nok i de følgende ti sange: Al unødvendig sukker og glasur er sparet i produktionen, og med små tætte besætninger med bl.a. chili- pepperen Flea understreges Chapmans ord, der kommer til at fremstå ekstra dybe, nære og personlige. Dobro, steel-guitar, harmonika, gulvbas – ved siden af det sparsomt elektriske. Tørt, klangløst, simpelt, og holdt helt nede. Lækkert. At frustration og indignation over dagens verdensuorden med krig, gadevold, kvindemisbrug og USA's evigt imperialistiske fremfærd fortsat er væsentligt brændstof for Chapmans sangskriveri, er uomgængeligt, men hun vinder også med ærlige, (selv)udleverende sange om jalousi, forstillelse og kærlighed i opløsning. Og nok er emnerne mest mørke, men fremførelsen stolt og intens. Cd’en ender ikke som endnu en mega-million-sællert. For her er ingen Fast Car eller andre hits – det nærmeste, anti-imperialisme-sangen America, bliver næppe en stor-sællert i Bush-land! Til gengæld er her 11 højkvalitetssange fra en sangskriver, der endelig har fundet helt ind til kernen igen.