Leisure Alaska
The Deja In My Vu

Da jeg så Leisure Alaska optræde sidste vinter, slog det mig, hvor dygtigt de formåede at eksekvere deres indie-rock. Og præcis samme tanke slår ned efter mødet med debutalbummet, der består af galvaniserede guitarfigurer, forkromede melodier og en vokal, der nok klinger tungsindigt, men aldrig desperat. Det er en læderjakkecool og dygtigt udstanset musik, der dog ikke er helt fri for børnesygdomme. Trioen har nemlig en gang imellem lidt svært ved at holde sig på behørig afstand af Kitty Wus frostblå særkende, ligesom de også minder lovlig meget om Kashmir i enkelte omkvæd. Det slår et par skår i lytteoplevelsen og får bandet til at fremstå mindre interessant, end det vitterligt er. For de beviser adskillige gange på den drilsk betitlede The Deja In My Vu, at talentet er endog meget stort, og at de bestemt ikke behøver læne sig op ad noget eller nogen. ”I’m on my way”, synger Bjarke Søballe Andersen i Hey There Mr., og han og Leisure Alaska er bestemt kommet rigtig godt i vej. Børnesygdommene til trods.