Anmeldelse / Live / Torsdag d. 29-09-2005 kl. 11:45

John Cale
Store Vega, København,
tirsdag d. 27. september 2005

Anmeldt af Martin Jensen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Da Odysseus gravede spaden frem

Da John Cale for mindre end et år siden gæstede Lille Vega solo, gik undertegnede slukøret hjem med følelsen af at være blevet offer for det heavy-pseudokrybbespil, som var henlagt i armene på Store Vega. Og jeg var antagelig ikke den eneste at dømme efter samtaleemnet denne efterårsaften i Musikkens Hus.

Fra pålidelig kilde forlyder det nu, at det svenske opvarmningsband, som agerede opvarmning for Sepultura og Mötorhead hin aften i december, havde en række sortklædte, mandsvoksne hardcore-supporters stående omkring mikserpulten. Deres eneste opgave var at sørge for, at lydniveauet var så højt som muligt. Og det gjorde de så med hård hånd, så end ikke Vegas ellers kompetente dørmænd kunne stille noget op.

Tid til revanche
Denne gang var tilstandene anderledes. Denne gang var det John Cale og hans unge orkester, som skulle slippe rock-dyret løs foran en siddende (!) halvfyldt sal. Og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg inden koncerten gik rundt med et devot ønske om, at Mr. Cale ville rocke skabet på plads. For som han fortalte mig i forbindelse med et interview om hans nye plade, ”blackAcetate”, havde heller ikke han glemt koncerten 3. søndag i advent 2004.

Klokken 20.00 blev lyset i loftet slukket, og Cale og hans ungdommelige backing-band slentrede stille ind og åbnede med en flamboyant udgave af Velvet Underground-klassikeren ”Venus in Furs”. Her strøg den aldrende waliser sin elektriske bratsch så følt mod hårene, at publikum fik lyd for sagn for, hvorfor Cale var så fuldvægtig en del af Velvet Undergrounds epokegørende lydbillede. Og skønt den 63-årige stemme virkede en smule rusten uden på nogen måder at være klangløs, kunne man ikke have ønsket sig en mere majestætisk begyndelse.

I den efterfølgende skarpe ”Woman” fra ”blackAcetate” fik en af datidens kvindelige bekendtskaber mæle med ordene: ”A woman in the past/who wants me in the present.” Og hvad var så mere oplagt end at følge selv samme kvinde til dørs med en malende, guitarbåret udgave af ”Helen of Troy”.

I det hele taget må man sige, at hovedvægten var lagt på den tunge del af Cales flerstrengede sangkatalog. En sætliste, hvor gedigne rock-kanoner som ”Turn the Lights On”, ”Guts”, “Dirty Ass Rock'n'Roll”, “Evidence”, “Gun”, “Things”, “Perfect” samt de ovennævnte udgjorde rammen, hvor smukke, afklædte ballader kunne udfolde sig. På den måde kom numre som ”Gideon Bible”, ”Magritte”, ”Set Me Free”, ”Ship of Fools” og ”Gravel Drive” til at funkle som små, lysende spanske fluer i det blå lys. Ja, det var i sandhed, som min gode ven bemærkede, som om, Odysseus endelig havde gravet rockspaden frem for at tage nogle dybe stik i rockens inderste sjæl.

Tid til eftertanke
Det var tydeligt, at Cale havde en mission med denne koncert. Han ville vise sine dedikerede fans, at han stadig formår at spille intellektuel, prunkløs, guitarbaseret rock'n'roll.

Når denne mission ikke lykkedes til fulde, skyldtes det ikke Cale selv, men først og fremmest Cales unge medbragte band. Nok havde de læst på lektien, men det var fornemmelig numrene fra ”blackAcetate”, som sad i skabet. Og dem var der kun en håndfuld af i løbet af den 100 minutter lange koncert.

Vel var der adskillige øjeblikke, hvor man glemte tid og sted, og hvor Cale beviste, at han stadig er en af de mest kompromisløse, vækstfremmende kunstnere i rockmanegen. Men der var ligeledes øjeblikke, hvor ungdommeligheden tog over og ganske glemte, at flere af sangene kommer fra en aldrende mands inderste kamre.

Selvfølgelig kan det være på sin plads med ungt blod og nyfortolkninger, men ikke hvis det går ud over autenticiteten. Og det gjorde det indimellem. Man kunne således håbe, at Doktor Cale næste gang vælger at være flankeret af et fuldvoksent band. Et band, som forstår sig på, at rock'n'roll ikke blot handler om ungdommelighed, men i lige så høj grad om, at hjerte gerne må rime på smerte. Ikke mindst i den del af rockuniverset, John Cale befinder sig i.