Stemningsfuld og charmerende singer-songwriter i farezonen for at havne i glemmebogen.

Lena står bag et elskeligt, varmt album, man kun kan holde af og få optur over, for hun fremkalder på en og samme gang en ejendommelig følelse af melankoli og livsglæde. Hendes stemme får krogen i lytteren, så man bare glider med ind i de 12 numre, der vel bedst passer i singer-songwriter-kassen, selvom der også er sneget et jazz-nummer og nogle mere regulære, gode popsange som Catch 22 og American Dream med på albummet. Lena, der er opvokset i Canada og har en vis moderbinding til Færøerne, fordi hendes mor er færing, og hun i øvrigt selv er født på Færøerne, kan få øjeblikke minde om Marie Frank og Edie Brickell, men Lena mener selv, at bl.a. Joni Mitchell, The Smiths og Elvis Costello er inspirationskilderne. Desværre må man konstatere, at kvalitetsniveauet falder et par steder, i f.eks. I Still Love You, et belastende radioskåret nummer, hvor man skal være temmelig tykpandet, hvis man ikke fatter, at Lena stadig elsker ham, der konstant får hendes pis i kog på hjemmefronten. En anden hage ved Lenas andet album er, at hun er farligt tæt på en genre, hvor det er knald eller fald: materialet er godt, men det er der så meget andet, der også er.