Mob
We All Repeat The Past

Titlen på Mobs tredje udspil lægger i den grad op til letkøbt kritik. For We All Repeat The Past repeterer jo netop bare den musikhistorie, som Sonic Youth har skrevet med deres støj/stilhed-eksperimenter. Men kvartetten er lykkeligvis lidt for meget sig selv til, at de behøver føle sig ramt af en sådan vurdering. Fra deres ni langstrakte kompositioner strømmer nemlig en blanding af melankoli og vanvid, som er helt deres egen. Sange som Minor Crash, Closer og As You Pass minder således om gule efterårsblade, der slipper træernes sorte kroner for øjeblikke senere at ramme den våde asfalt med et øresønderrivende brag. Dertil kommer Morten Haabers aldeles skæve vokal, der kun gæster lydbilledet, når det giver mening i forhold til de soniske raserier og de poetiske hvilepunkter – og det er faktisk ikke så ofte. Nej, Mob er bestemt ikke musik for fans af Sky Radio eller Radio 100 FM, men for enhver, som har mod på at blive udfordret af et traditionsbevidst udtryk, der taler mainstreamen midt imod.