Kølig og sofistikeret pop fra det høje nord

Norske A-ha balancerer på en knivsæg med Analogues. Kun deres publikum bestemmer, om balanceakten gennemføres, uden at der trædes alt for meget ved siden af. A-ha har på deres ottende studiealbum valgt at gå én og kun én vej rent lydmæssigt. Derfor har de udnævnt Martin Terefe til at producere materialet i modsætning til forrige album, hvor en god håndfuld tog sig af produktionen. Martin Terefe har som de tre bandmedlemmer skrevet nogle af de i alt 13 sange. På sin vis har A-ha taget en ganske klog beslutning ved kun at spille på en hest, for albummet er gennemført helstøbt. Her er tale om smuk, sofistikeret og kølig popmusik af og til med skærende distortion-guitarer til at kradse lidt i ørerne. White Dwarf er et flot, melankolsk nummer, det samme er titelnummeret, Holy Ground, A Fine Blue Line og Keeper Of the Flame, ligesom mange af de andre sange er det. Og det er netop her, A-ha risikerer at træde ved siden af, for der er næppe den helt store airplay i de blåtonede melodier. Det skulle lige være albummets anmassende single, Celice, som har fået pisket tempoet i vejret for at kunne begå sig i æteren. A-ha skal derfor ikke forvente at score horder af unge, købedygtige lyttere. Men måske kan bandet banke skeptikere på plads og bevise, at A-ha er kommet meget langt med deres musik, siden de i 1985 udgav Hunting High & Low, hvor de lagde verden for deres fødder med Take On Me. Dengang var det uskyldig synthpop, i dag er det væsentligt mere gennemtænkt og modent.