Ganske smuk toer fra Hollywoods drømmerockere
For tre år siden debuterede amerikanske 30 Seconds To Mars med en enorm hype i ryggen. Deres første skive blev modtaget med pæne anmeldelser, men blev ikke en storsællert. I stedet fik de med deres drømmende tunge sci-fi-rock tilegnet sig en dedikeret kultfanskare. Nu udgiver de deres andet album. Det indadvendte og drømmende udtryk er intakt. Men der er sparet på de huggende spader og det teknologiske isenkram. Til gengæld er bandets fascination af indierock og emocore tydelig. A Beautiful Lie er som følge også et mere nøgent og råt album. Den udvikling skal nok skræmme nogle af bandets fans. Der er dog masser af stærke sange at kaste sig over. Første fuldtræffer er titelnummeret, hvor forsanger, hovedsangskriver og skuespiller Jared Letos vokal smyger sig om omkvædets svævende melodilinjer. The Fantasy er næste træffer. Her er der større energiudladninger, der leder op til et berusende omkvæd. Fra A Modern Myth og fremefter går det gedemarked i den. Men A Beautiful Lie er bestemt en værdig opfølger.











Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.