”Så støt dem, der prøver dem at flytte den”. Jokeren flytter sig – hvis overhovedet – lidt baglæns.

“Er han gal eller genial, ham der Jesper Dahl”? Sådan lød spørgsmålet for godt 10 år siden. Jokeren har forvandlet sig fra en selvbestaltet rappende coke-zombie, der knaldede igennem, til den socialt og politisk bevidste mand, vi ser i dag. Det nemme ville derfor være at sige: dengang var han gal, og nu er han mere i den anden kategori, men så sort/hvidt er det ikke. Der er ingen tvivl om, at Jokeren er exceptionelt god til at skrive tekster, der kan blande sig i debatten, uden at blive bedrevidende eller en ligegyldig prædiken. Det er hans absolutte talent, og selvom genial er for stort et ord, så er vi i det område. Desværre har det bragt en spærring af ilttilførslen til det gale område med sig. Det giver to kæmpe problemer. For det første synes udviklingen af Jokerens flow at være stagneret, som en ryg, der er blevet lidt stivere med alderen. Det resulterer i en akut mangel på eksperimenteren med vokalen og en alt for entydig lyd. For det andet er produktionerne denne gang, i mange tilfælde, for kedelige til at maskere det ensformige flow. Den røde tråd i valget af tracks er enkelhed, hårde beats og masser af synth-ligegyldigheder. På de to kontoer falder især Den Danske Drøm, Mit Sprog Yo og det Eminem’ske Mænds Ruin helt fra hinanden. Valget af Remee som ”hook-meister” på fem numre er et andet klart fejltrin, jeg mener, hvor ligegyldig er Anna David, og hvor komisk ender Alex ikke med at være! Gigolo Jesus er ikke kun problematisk, tracks som Ik Sjovt Længere og især Godt Taget, er absolut velskabte, men det er langtfra nok.