Anmeldelse / Live / Mandag d. 31-10-2005 kl. 10:59

Coldplay
med Goldfrapp, Forum, København,
søndag d. 30. oktober 2005

Anmeldt af Danni Travn

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Også live benytter Coldplay sig kynisk af den melodiske rocks mest slidstærke og forunderlige formler

Billede: Kristoffer Amlani Ulbak, klik på det for større foto

De fire briter har alle dage lagt ryg til beskyldninger om at være et højtbesunget kopiband. Fire koldt beregnende universitetsstuderende, der med en kemikers præcision kan beregne en given kompositions virkning på lytteren og herudfra udvikler lige nøjagtig den manipulerede musikalske medicin, pøblen hungrer efter.

Søndag aften udraderede popalkymisterne i Coldplay selv den tese og erstattede den med det solide faktum, at de måske nok er kyniske, men det er kynisk kvalitetsbevidste. En empirisk undersøgelse blandt tilskuerskaren i Forum for at dokumentere det faktum virkede overflødig, den konstant stigende ekstase taget i betragtning.

Og så gør det strengt taget mindre, at det letkøbte mærkat "det nye U2" efterhånden virker ganske korrekt, da bandet uomtvisteligt trak endog ret store veksler på de fire irere, såvel musik- som performancemæssigt. På den gode måde forstås: Dansende guitarlinjer og svulmende ballader, en ikoniseret, selvbevidst og selvironisk forsanger, der kaster sig på knæ og beder "oh Lord", det åbenlyst venskabelige bandsammenhold, den knejsende stadionlyd og så de humanitære indsamlinger.

Ligesom U2 tidligere havde en forkærlighed for elektroniske strømninger og ditto opvarmningsbands, diskede Coldplay først op med Goldfrapp. Et helt åbenlyst mærkværdigt valg i en tid med massevis af gedigen engelsk rock uden fodfæste i Danmark - omvendt var det også ganske nysgerrighedsskabende. Frontkvinden Allison Goldfrapp landede på slaget 20 som en pink engel fra en radioaktiv planet i en fjern fjern galakse med sit støjelektroniske show, der smider reb tilbage til synthpoppere som Yazoo, og binder det sammen med sitrende triphopkoryfæer som Björk og Portishead. Resultatet var langt henad vejen hypnotisk og, den maskinelle lyd til trods, sanseligt. Desværre gjorde den spagfærdige distancerede, arty-farty optræden det i længden for nemt og oplagt at zappe væk – godt hjulpet på vej af en lyd, som langsomt blev for høj, for skrattende og for rungende.

En Chris Martin skruet op på maksimal ydeevne gjorde det derimod umuligt at zappe nogen steder under Coldplays 100 minutter lange koncert. Han for omkring, smed sig teatralsk ved scenekanten, vuggede manisk over sit piano som en anden David Helfgott og sugede det tætte lydbillede til sig med sine sikre og stjerneklare fraseringer. Selvom betonkassen Forum har svært ved at undgå sin metalliske klang, så stod Martins vokal nemlig tindrende tydeligt over den fyldige og nogenlunde nuancerede lyd.

Bag ham styrede den smågenerte trommeslager, Will Champion, slaget ved at trække bandet ned i dreven stilhed det ene øjeblik for dernæst at skyde brystpumpende rockrytmer af sted i de følelsesmæssige karruselture "Amsterdam" og "God Put a Smile Upon Your Face". I et akustisk mellemspil fik Champion oven i købet rollen som pianomand og sanger i den absolut evergreen-egnede lejrbålshymne "'Til Kingdom Come", som Martin tilegnede Grand Avenue, Carpark North og Johnny Cash. Jon Buckland – jep, ligesom The Edge – varierede fra diskret strengeballet til abrupte riff, mens Guy Berryman lagde ydmygt bølgende basgange og fuldendte den sikkert rockende symbiose.

Neandertalerrockens frontkæmpere ville derfor have svært ved at svinge klynkekøllen efter Coldplay, som nok fremmalede melankolske manifestationer med for eksempel den kommende klassiker "The Scientist", men som mest af alt overbruste publikum fra en solid, melodimættet rockbarriere med "Yellow", "Talk", "In My Place" og "Fix You". Alt sammen pakket ind i lys- og storskærmseffekter, der elegant – som musikken – svingede fra underspillede blege spots til pågående røde lyshav, stroboskopiske virkemidler og stjerneregn.

De få anker ligger helt nede på det aller-sirligste detaljeplan, hvor "Speed of Sound" kom lidt tamt i gang, og hvor man kunne have håbet på numre som "A Rush of Blood to the Head", "What If" og "Trouble" – men det er svært at pege på, hvilke sange der i givet fald skulle fjernes.

Så selvom både Radiohead, Pink Floyd og mest af alt U2 med rette kan kræve aktier i Coldplays succes, så overbeviser de gang på gang om, at der faktisk ligger en ægthed og et nærvær – både live og på plade – i deres veldoserede eposser.