Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 04-11-2005 kl. 10:15

Kashmir
Bygningen, Køge,
torsdag d. 3. november 2005

Anmeldt af Thomas Borre
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Kashmir kom godt fra start på deres aktuelle Danmarksturné. Den helt store magi udeblev dog.

Billede: Jacob Dinesen

Alle zoner-klippekortet måtte i brug, da GAFFAs udsendte drog fra København til Køge for at opleve Kashmir skyde deres efterårs-tour i gang. Med det formfuldendte album No Balance Palace (2005) i ryggen skal Kashmir rundt i det meste af landet og promovere de nye sange, og Bygningen i Køge havde fået æren af at skyde den første raket af.

Koncerten var annonceret til kl. 20.00, men allerede 45 minutter før havde en stor del af især de yngste koncertgæster placeret sig strategisk helt oppe ved scenekanten, hvilket vidner om Kashmirs status som et af Danmarks helt store rockbands. Der var ikke nogen tvivl om, at det var et forventningsfuldt publikum, Kashmir skulle teste deres nye materiale på og aftenens koncert var udsolgt, ligesom flere af de øvrige koncerter på turnéen. Det var derfor en særdeles varm velkomst Kashmir fik, da de indtog scenen i sparsomt lys. Først da Kasper Eistrup sang den første linje fra Kalifornia, der også åbner det nye album, skar lyskeglen igennem halvmørket og indrammede aftenens hovedpersoner. Fra første strofe var den skæggede og Ramones-T-shirt-iklædte frontfigur Kasper Eistrup skarp og nærværende i sin vokal, der i løbet af hele koncerten blev bakket glimrende op af et velspillende band. Selvom især No Balance Palace er et kollektivt band-værk, så var det denne regnfulde aften i Køge primært Kasper Eistrup der tiltrak sig opmærksomheden.

Efter Kalifornia fulgte det stærkt melodiske nummer Jewel Drop, men det var først på de efterfølgende numre Melpomene og Rocket Brothers, der begge stammer fra Zitilites (2003), at publikum for alvor udtrykte deres begejstring og istemte med fællessang. Genkendelsens glæde er altid forudsigelig. Rocket Brothers fungerede rigtig godt, og Kasper Eistrup lavede nogle fine små fraseringsvariationer. Det nummer giver mig altid gåsehud - og i aftes var ingen undtagelse.

Dele af koncerten bar dog præg af, at nogle af de nye sange ikke sad helt på fingerspidserne og den fragile ballade Ophelia blev fremført en smule stivbenet. Heller ikke Black Building, som på No Balance Palace gæstes af Lou Reed, og det episke maraton-nummer No Balance Palace fungerede optimalt. Så gik det bedre med førstesinglen The Curse Of Being A Girl og afslutningsnummeret The Cynic, hvorpå David Bowie medvirker. Som Kasper Eistrup ironisk indskød midt i nummeret, var han dog ikke til stede i Køge. Det gjorde imidlertid ikke noget, for det på én gang slæbende tunge og luftige nummer fungerede glimrende uden verdensstjernens medvirken. The Cynic var helt klart en velvalgt afskedssalut.

Herefter smed Kasper Eistrup – i bogstaveligste forstand – guitaren og lyset blev dæmpet. Efter nogle minutters intensiv applaus kom bandet naturligvis på scenen igen. Det var dog hverken oplagte publikums-kæledækker som eksempelvis The Aftermath eller Mom in Love & Daddy in Space, der dukkede op, og det var tydeligt, at Kashmir ikke havde "greatest hits"-lefleri på dagsordenen. Bandet ville i stedet koncentrere sig om at præsentere materiale fra deres nye album. Publikum fik faktiske hele 9 af de 11 titler fra No Balance Palace. Zitilites var også forholdsvis velrepræsenteret og et enkelt nummer fra The Good Life (1999) havde også sneget sig ind i aftenens program. Heldigvis blev vi skånet for det helt gamle materiale.

Efter ca. halvanden time forlod bandet definitivt scenen. Generelt spillede Kashmir en god, variationsrig og medrivende koncert. Et tilsyneladende velstimuleret publikum var således vidner til en værdig turné-debut, hvor den helt store magi dog udeblev. På en god aften og med nogle flere koncerter i bagagen kan det godt gå hen og blive ganske fremragende.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

Kashmir: Amused T-shirt
Kr. 199,00
Køb på GAFFA Shop
Kashmir: bluse sort med lynlås
Kr. 350,00
Køb på GAFFA Shop
Kashmir: Cruzential (2xVinyl)
Kr. 199,00
Køb på GAFFA Shop
Kashmir: Cruzential Luxury Version
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Kashmir: Dat-Schaub T-shirt
Kr. 199,00
Køb på GAFFA Shop