GAFFA  TV

Spleen United
Tycho Brahe Planetariet, København

Torsdag d. 03-11-2005
GAFFAs anmeldelse:
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne synes:
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Unik koncert på fuld fart mod stjernerne

Foto: www.ryming.dk

De blygrå skyer hænger tungt over den våde asfalt, folk er efterårsdeprimerede, og det årlige julehelvede er så småt brudt ud. Så hvad er bedre end en tur langt ud i det uendelige univers?

De fem herrer i Spleen United må have tænkt det samme, da de bestemte sig for at skrue deres Korgs (synthesizer, red.) ind på destination Mars. Til rejsen har de fået hjælp fra det københavnske rummuseum, Tycho Brahe Planetariet, som tog imod idéen fra de fem drenge med stor entusiasme. I 16 år har planetariet sendt hobevis af turister til fjerntliggende galakser, men aldrig et rockband! Men Spleen Uniteds science fiction-agtige synthpop faldt lige i spacenørdernes smag, og de lånte med glæde deres fiktive rumskib ud. De har sågar hjulpet til med at klippe deres IMAX-film til, så de passede til aftenens seance.

Kl. 21.00 forlader de sidste dagsgæster Planetariet, og ind strømmer en blanding af specielt indbudte gæster og de heldige vindere af diverse konkurrencer om billetter til aftenens arrangement. Planetariets sene lukketid for dagsgæsterne bevirker, at Spleen United kun har en time til at lave lyd. Men det viser sig hurtigt ikke at være nok. Så koncertstarten bliver trukket. Men folk er tålmodige og forsyner sig med de gratis sponsorøl, mens de kan betragte musikvideoen til ”In Peak Fitness Condition”, som kører på fladskærme rundt om i foyeren.

Værd at vente
Endelig! Kl. 22.45 kan de 260 gæster sætte sig i de bløde biografstole, der er placeret i rækker i det stejle auditorium, og kigger direkte op på det hvælvende IMAX-biograflærred, der strækker sig hele vejen fra gulvet foran publikum, op over deres hoveder og ned bagerst i salen. Messende toner lyder, imens folk finder sig til rette, og lyset bliver stille og roligt fadet ud, samtidig med at den imaginære stjernehimmel toner frem.

Da folk er blevet helt stille. entrerer Spleen United den lille scene, der er placeret neden for stolerækkerne foran den store skærm, som var det orkestergraven på et teater. Klædt i sort ligner bandet en flok Jedi-riddere klar til kamp, og det første slag kommer, da de tunge bastoner til intronummeret får alle i salen til at dirre. Med rødt lys bliver de fem herrers skygger projiceret op på stjernehimlen, mens scenerøgen vælter op fra scenen og giver en ekstra dimension.

Heroin og Stjerne For En Aften
Da bandet starter nummeret ”Come On Figures” fra Spleen Uniteds debutalbum ”Godspeed Into The Mainstream”, bliver vi hevet fra universet og direkte ned på gadeplan, med levende billeder af gadekampe mellem politi og oprørere, mens Bjarke Niemann synger "You're a soldier/you know your rights/you need a system/a system to fight".

Efter nummeret hilser Kasper Nørrelund (synth. og vokal) folk velkommen til "vores bud på Stjerne For En Aften", og P3-hittet ”Heroin Ultd”. går i gang ledsaget af dæmpet belysning på bandet. Men pludselig bliver publikum kørt med turbohastighed igennem en flerfarvet tunnel, for til sidst at blive angrebet af hidsigt hvidt strobelys, der blænder, sætter folk i trance og efterlader én med følelsen af, at man virkelig har taget et fix af det sagnomspundne stof. Uden tvivl koncertens absolutte højdepunkt.

Eksperter mener, at det på et tidspunkt bliver muligt for menneskeheden at bosætte sig på Mars. En tanke, som ikke synes at ligge langt fra Spleen United, da de i nummeret ”Into The Future” kaster publikum ud i en overflyvning af nogle af solsystemets planeter for til sidst at lande på Mars. Her flyver vi igennem de dybe kratere på den orange planet, for til sidst at køre over planeten på ryggen af universets mest ensomme robot, Mars Pathfinder.

Efter tre kvarter er seancen slut, og vi må ud og konfronteres med det danske efterår igen. Et gammelt ordsprog siger, at man skal sigte efter stjernerne. I første omgang ramte Spleen United Mars, men det skal nok lykkes dem at nå helt op til stjernerne.
I mellemtiden må vi bare håbe, at Spleen United og Tycho Brahe Planetariet finder ud af at gentage aftenens succes, så endnu flere kan få denne unikke koncertoplevelse i universet.

Tip en ven
Ingen kommentarer

Giv dit bidrag til debatten! Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik. Du skal blot vælge brugernavn og password samt angive din e-mail-adresse. That's it!

TRACKLIST
  • Intro/nyt nummer
  • Come On Figures
  • Heroin Ultd.
  • In Peak Fitness Condition
  • Into The Future
  • She Falls In Love With Machines
  • Streetfighting
  • Godspeed into the Mainstream