Anmeldelse / Live / Fredag d. 04-11-2005 kl. 22:59

Peter Laugesen & Singvogel
Steno Museet, Århus,
onsdag d. 2. november 2005

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Skrammelrock mødte stor poesi i naturvidenskabelige omgivelser

Billeder: Morten Thun

Elektrorockgruppen Spleen Uniteds koncert i Tycho Brahe Planetariet i København har fået en del omtale, men dagen før denne koncert fandt en lignende, om end knap så medieombejlet begivenhed sted i Århus. Nemlig Århus-gruppen Singvogel, der i selskab med digteren Peter Laugesen trådte op i Steno Museet, det naturvidenskabelige museum og det tætteste, Århus kommer et planetarium. Oven i købet i den sal, der bruges til fremvisning af rum-relaterede film og animationer oppe under loftets kuppel.

Umiddelbart har Singvogels skramlende punk-jazz-rock åndsbeslægtet med for eksempel Tom Waits og Kaizers Orchestra og udført på guitar, klarinet, trækbasun, keyboards og slagtøj ikke så meget med rum, planeter og stjerner at gøre, og det kan man heller ikke sige om Laugesens uhyre alsidige digte, der dog ofte er inspireret af enten amerikanske beatforfattere eller japansk haiku-poesi.

Men hurtigt, efter at næsten alt lys var slukket, stod det klart, at det hele gik op i en højere enhed, dér i de bløde stole under Steno Museets fiktive stjernehimmel. Og kombinationen af Laugesen og Singvogel er der i hvert fald ikke noget at udsætte på. Den uhyre musikalske digter har tidligere - både live og på cd - læst op til såvel jazz som hiphop, hvor han har swinget forrygende, og sådan er det også, når Laugesen sætter sine fortrinlige digte, sin tørre stemme og sin klippefaste sans for rytme, intonation og timing i front for et rockorkester. I dette tilfælde et højenergisk, bevidst skramlende og til tider næsten atonalt ét af slagsen. Ofte lød musikken til at være på nippet til at falde helt fra hinanden - men det gjorde den lige netop ikke.

Laugesen mistede ikke overblikket ét øjeblik, også selvom han tit - i næsten mørke - bladrede rundt i sine digtsamlinger undervejs i de enkelte numre, da teksterne her ofte er sammensat af pluk rundt om i Laugesens nye og ældre digtbøger. Alligevel giver teksterne dog en eller anden form for mening, måske fordi Laugesens digte i forvejen hyppigt springer fra den ene association til det næste. Teksterne i visse sange var dog nyskrevne Laugesen-digte, så det ikke var rent genbrug. I en enkelt sang kastede han sig ligefrem ud i alternativt slagtøjsspil - ved at hamre på nogle gamle bækkener med stor, larmende effekt.

I en enkelt sang, "Søvngænger Boogie", blev mikrofonen overtaget af Singvogel-guitarist og -sanger Andreas Hansn, hvilket gav en passende afveksling og også mere egentlig melodi - ligefrem melodibærende var Laugesens oplæsning trods alt ikke. Men alligevel kom man hurtigt til at savne Brabrands førende poet.

Efter 45 minutter var seancen forbi, og publikum kvitterede med ganske højlydte klapsalver. Efter en lille pause gik Singvogel i gang med at opføre endnu en koncert (altså: man skulle betale entré igen!), men lovede, at det ville blive noget helt andet denne gang. Jeg listede ud, men tror dem. Laugesen og Singvogel er garanter for uforudsigelighed - og tak for det.