Aalborg Metal Festival, Studenterhuset, Aalborg

Aalborg Metal Festival: Studenterhuset, Aalborg

Anmeldt af Keld Rud | GAFFA

Oven på en fredag, der primært stod i dødsmetallens tegn, bød lørdagen på et mere broget udsnit af metallens mange undergenrer og grupperinger.

Engel:
Svenske Engel, tredje band på scenen og det første, GAFFAs udsendte hørte, leverede et professionelt og tændt set. De fem mand har endnu ikke udgivet et album, men flere af medlemmerne har en fortid i nogle af Göteborgs glorværdige bands. Det var også tydeligt i bandets lyd. Engel kan minde om en mere industriel og grooveorienteret udgave af In Flames, som de har lydt på de sidste par plader. Det første nummer var det bedste. Mens de efterfølgende vidnede om, at Engel endnu mangler tilstrækkeligt virkeligt godt materiale til et helt album. De havde taget i publikum, og med tiden kan det godt gå hen og blive rigtig interessant.

Pathos:
Herefter fulgte Pathos. Også fra Sverige. Genren var dog en noget anden. Pathos spiller gumpetung power metal, der tilsyneladende ikke har øje for, hvor genren har bevæget sig hen de sidste ti år. Hvis man ledte efter hjertebankende hymner a la Hammerfall, eller teknisk, mørk og modernistisk metal a la Nevermore, var man gået galt i byen. De fængende melodier manglede. Der er oven i købet så mange bands inden for genren, der gør det meget bedre.

Lumsk:
Videre til næste band Lumsk. For mig var dette norske band et ubeskrevet blad og festivalens største positive overraskelse. Man kan med en vis rimelig ret kalde det, Lumsk laver, for folkmetal. Det syv m/k store band med overlegne Stine Mari Langstrands vokal i front tryllebandt publikum fra første sekund. Hendes stemme skar klokkeklart igennem. Ingen bevægede sig. Ingen forlod salen. Folk stod og sugede bandets musik ind som et andet narkotika. Lumsk beherskede i høj grad dynamikkens kunst, og gennem deres sæt sørgede de for at variere og afveksle, så deres 45 minutter lange sæt kun syntes at vare den halve tid.

Hatesphere:
Næste band Cataract spillede, mens sulten blev stillet hos GAFFAs udsendte. Mæt og tilbage i salen overværede jeg århusianske Hatesphere gå på scenen til en ekstatisk modtagelse. Med afvæbnende selvironi og en tighthed, der var lige til Guiness Rekordbog fik bandet sat nogle ting på plads. Guitarlyden var som hugget ud i granit: massiv, hård og ikke til at komme uden om. Bandet lagde en hæsblæsende energi for dagen, og publikum elskede deres hyperaktive thrash metal.

Hypocrisy:
Hatespheres professionalisme stod i skærende kontrast til de svenske veteraner Hypocrisy, der da de gik på scenen, sloges med et afsindigt mix. Deres lydmand var enten døv, på et eller andet sjovt, eller begge dele. Det var især vokalen, der sejlede. Når niveauet ikke var helt hen i vejret, var der til gengæld alt for mange effekter på og vice versa. Herefter var det bandets indbyrdes samspil, de sloges med. Frontmand Peter Tägtgren gik endda så vidt som til at undskylde, at bandet ikke var bedre forberedte, og så ved man ligesom, hvad klokken er slået.

The Haunted:
Heldigvis kunne aftenens hovednavn, ligeledes svenske The Haunted rette noget op på præstationerne på deres hjemlands vegne. De lagde ud med "No Compromise" i et tempo, der gav Hatesphere kamp til stregen. Frontmand Peter Dolving befinder sig meget tydeligt godt på en scene. The Haunted havde også for alvor gjort noget ud af deres setup på scenen. Coveret fra deres seneste album rEVOLVEr dannede rammen for dekorationerne. Højdepunktet var "In Vein" fra bandets klassiske debut. Det var bra, bra metal. Alt i alt bød lørdagens program på god afveksling og en lille håndfuld fede koncerter. Hvad mere kan man forlange?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA